218 / 420
199
det teologiske Fakultet efter visse Aars Studier og aflagt Prøve stedtes
til at holde visse Forelæsninger, og en lignende Ordning senere gjennem -
førtes i de øvrige Fakulteter, senest dog i det filosofiske, i hvilket Benæv
nelsen Bakkalavr ikke forekommer før i det 15. Aarhundrede x) ; men paa
den Tid, da vort Universitet stiftedes, var følgelig Bakkalavreatet overalt
og i alle Fakulteter anerkjendt som en egen Grad, og som saadan frem
hæves det ogsaa baade i Pavebullen af 1475 og i det juridiske Faku ltets
S ta tu tte r2) saa vel som i Fdts. af 15393).
Forholdet mellem Doktorat og Magisterium paa den ene og Bakka
lavreatet paa den anden Side, kan i Korthed udtrykkes saaledes, a t h in t
var en Betegnelse for Mestrene, dette for de videre komne Lærlinge i
det lærde Lav. De sidste havde derfor kun en begrænset Adgang til at
bestige Katedrene, som hovedsagelig var indrømm et dem for øvelsens
Sk y ld 4), hvilken Indrømmelse var en naturlig Følge af Gradens hoved
sagelige Betydning, som var at hane Vejen til de højere Graders E rhver
velse. Andre særlige Retsvirkninger vare kun knyttede til Bakkalavr-
graden i det filosofiske Fakultet, og denne Omstændighed skyldtes det,
at den filosofiske Bakkalavrgrad havde en længere Bestand og først ud
trykkelig ophævedes i 1775, medens den i de andre Fakulteter alt længe
forinden var stiltiende bortfalden.
4) En Trinfølge imellem Graderne i de forskj ellige F aku ltete r bestod
fra først af ikke, i det man tvæ rt imod meget vel kunde erhverve Graderne
i de højere Fakulteter uden først a t have erhvervet dem i det filosofiske6);
men da dette repræsenterede den almindelige Dannelse, som ingen viden
skabelig Fagmand kunde undvære, var d et dog den naturlige Konse
kvens, som vi ogsaa finde dragen i Fdts. af 1539, a t mgen m aatte stedes
til nogen Grad i de højere Fakulteter, der ikke først havde erhvervet
Magistergraden. Ikke desto m indre indrømmede allerede Fundatsen selv
vedkommende F aku ltet en Beføjelse til med Rektor og Dekaners Sam
tykke at dispensere fra denne R e g e l6), og Kgbrev 27. Marts 1 6 88 7) gav
en almindelig Bemyndigelse til a t kreere Personer, der betjente et fornem t
gejstligt Embede eller vare bekjendte for Lærdom og Skikkelighed, til
Licentiater i Teologien, selv om de ikke vare m agistri philos. I de
andre Fakulteter havde man uden Tvivl a lt forinden stiltiende dispenseret
fra Fundatsens Forskrift, og Udkastet af 1691 saa vel som Fdts. 1732
kjende derfor heller ikke længere til Reglen om Magistergraden som
nødvendig Betingelse for de højere Graders Erhvervelse. Tvæ rt imod
ere siden den Tid Graderne i hvert Faku ltet bievne tild elte uafhængige
af Graderne i de andre.
5) Betingelserne for de akademiske Graders Erhvervelse have til en
') Jfr. Thurot p. 110, 137, 170, 187, 48, 65. — 2) Ser. R. D. VIII. p. 350. —
3) Cragii Addit. III. p. 127. — 4) Jfr. Savigny og Thurot 1. c.; Ser. R. D. VIII.
p. 349; Cragii Addit. p. 132, 134; Fdts. 1732 § 43. — fi) Ser. R. D. VIII. p. 350;
jfr. dog Thurot p. 130, hvorefter ingen kunde hlive lic. med., med mindre han først
var hieven lic. art. — 6) Cragii Addit. III. p. 127. — 7) Sj. Tegn.