337 / 420
318
sit fri Yalg ved Kongens og Kanslerens Anvisning paa bestem te Mænd,
kunde vel jævnlig hænde; men Kansler K ristian F riis til Borreby aner-
kjendte dog udtrykkelig Konsistoriums Beføjelse til fri Udøvelse af dets
K ald sre t1), og senere vides den heller ikke at være bleven anfægtet,
ind til den bortfaldt ved Fdg. 3. Ju n i 1809 § 2, som derimod ikke berørte
Universitetets Ret til a t kalde Degne.
Denne Ret har det ligeledes
udøvet fra æ ldgammel Tid, og den h ar ald rig været anfægtet undtagen i
Aarene 1659—61, da Konsistorium førte en alvorlig Fejde med Biskop
Svane angaaende K aldsretten til Taarnby Degnekald. Akternes Beret
ning om denne S trid frembyder en egen Interesse ved de Beviser, den
afgiver paa Bispens Lyst og Evne til a t drille Professorerne. Exempelvis
skal blot nævnes, at Rektor Johan Vandal den 19. Febr. 1660 sammen
kaldte Konsistorium for at meddele det en Ind ign itet, der var overgaaet
ham, i det Bispens Prokurator efter Ordre havde lad et ham beskikke ved
to meget slette og ubekjendte Personer, som sagde sig a t være Borgere
ved Navn Knud Kristensen og Jokum Hansen, Skræddere, og det var
end ikke sket hjemme hos ham selv, men den Gang han paa Vejen hjem
fra Konsistorium gik ind med Dr. Ostenfeldt i M. Jakob Finkes Hus,
hvor Villum Lange ogsaa var til Stede.
En F rem stilling af hele Striden er givet af J. Møller i historisk K a
lender I S. 248; men den lider af en væsentlig Fejl i Henseende til Angi
velsen af Retsgrundlaget for de stridende Parters Paastande, i det J . Møller
siger, at Universitetet paaberaabte sig et Kongebrev, hvorved det havde
faaet Kaldsret til alle Degnekald i Kjøbenhavns Omkreds to Mil fra
Byen. Men det Kgbrev, hvorom her er T ale, er ud sted t af Frederik 11.
og lyder p aa, at Degneembederne inden for en Afstand af 2 Mil fra en
latinsk Skole skulde besørges ved en Løbedegn samme Steds fra. Denne
Ordning har uden Tvivl ogsaa fra først af været fu lgt som Regel for
Taarnby Degnekalds Vedkommende; men i 1589 bevilgede Rektor og
Professorer Kirkeværgernes Begjæring om , at Sognet m aatte faa en
„siddende“ Degn imod aarlig a t svare til en Skoleperson ved vor Frue
Skole 4 Pd. Korn. Siden finde vi ikke rejst nogen Tvist om K aldet,
før Biskop Svane den 6. Oktbr. 1655 lod læse Frederik II.s ovennævnte
Brev. Da Konsistorium im idlertid allerede havde udnævnt en Person,
slog han sig til Ro, indtil K aldet paa ny m aatte blive ledigt. Dette
skete i 1659, og da udbrød Striden for Alvor, i det Skolens Rektor med
Bispens Samtykke kaldte en Person til K aldet, men Konsistorium uden
Hensyn h ertil beskikkede en anden, nemlig den forrige Degn ved den ny
K irke, Niels N ielsen, som ogsaa kom i faktisk Besiddelse af Kaldet.
Bispen nedlagde im idlertid Indsigelse mod denne Adfærd og erhvervede
senere et kongeligt Kommissorium til 4 R igsraader: Jørgen Seefeld, Mogens
Hoeg, Gunde Rosenkrantz og Peder Reetz, om at foretage Sagen. Den
Kommission bragte det saa v id t, at der endnu kun tvistedes om et Ord,
‘) Rørdam III. S. 747; jfr. A. C. 12. Febr. 1701. — 2) Rørdam II. S. 101.