338 / 420
319
nemlig, om den af Konsistorium udnævnte Degn skulde hedde diaconus
eller blot substitu tu s eller vicarius diaconus, hvilket sidste Bispen bestem t
fastholdt. Por at sæ tte sin Paastand igjennem undlod han derhos ikke at
paakalde Kongens Intervention, hvorefter Kancellisekretæren og Livlægen
Povl Moth fik Paalæg om a t gjøre deres stø rste F lid til med det allerfor-
derligste a f s e Sagen bilagt, „efterdi Hans Majestæ t in tet mere gad hø rt
om den T ræ tte og naadigst mente, at det ej var fornødent at disputere
saa ivrig om et O rd “. Dette skete i Maj 1660, og videre ses Sagen ikke
a t være fremmet den Gang; men den blev gjenoptaget i 1661, da en
Kommission nedsattes, bestaaende af Hannibal Sehested, Otto K rag, Ove
Schade, Hans Hansen, Henrik E rn st og Peder L assenx). Under dens Mæg
ling afsluttedes et Forlig, der, som man nok kunde vente, i Hovedsagen
gav Bispen Medhold, da det lød paa, a t M els Nielsen vel skulde beholde
Kaldet, men a t dette for Frem tiden skulde være perpetueret til den
nederste Lektiehører i Kjøbenhavns Skole, og Degnen, der nu var, og hans
Efterkommere som en Substitut dependere af rectore scholæ2).
I Stedet for Universitetets Ret til a t kalde Degne traad te efter
Adg. 29. J u li 1814 § 50 Retten til a t kalde Skolelærere i det tidligere
D egnedistrikt.
Resol. 21. Ju n i 1815 anerkjender udtrykkelig denne
K aldsrets fortsatte Bestaaen, som hverken er bortfalden ved Gri. 5. Juni
1849 § 97 eller i Henseende til sin Udøvelsesmaade berørt ved Lov
8. Marts 1856 § 9. Det sidste er anerkjendt ved en H. og St. R.s Dom
i J. U. 1860 S. 648.
F ra den moderne Ordnings Synspunkt maa det herefter utvivlsom t
anerkj endes, at Universitetets Herlighedsret over dets K irker ikke kan
anses som en Konsekvens af dets adelige Privilegier, skjønt Professorerne
i ældre T ider nok vilde gjøre den modsatte Mening gjældende. Da
der saaledes i 1631 ogsaa af Universitetets K irker forlangtes en Afgift
til kristnes Løskjøbelse fra Fangenskabet hos de vantro, gjorde Konsi
storium gjældende, a t bemeldte K irker ikke kunde være pligtige til
a t kontribuere, efterdi de ikke tilforn havde givet, U niversitetet ikke
havde faaet specielt Brev og nød plenarium jus som nobiles. A t Bidraget
im idlertid dog er blevet ydet, fremgaar af en i Konsistoriums Arkiv
opbevaret Kvittering, og i det hele tag et er det næppe lykkedes Univer
sitetet a t hævde en privilegeret S tilling for sine K irker, undtagen i formel
Henseende, for saa vid t som Kongen før 1660, i alt Fald enkelte Gange,
har vist Universitetet den Høflighed a t sende det et specielt Brev
angaaende Afgifterne d e ra f3). E fter 1660 vides derimod U niversitets-K ir
kerne ikke i nogen Henseende at have været privilegerede.
2)
R e t t e n t i l „ P e n s “ a f P r æ s t e k a l d e n e .
Naar i det
ældste Universitets T id K irker som Faxe og Sæby funderedes til bestem te
Professorater, da var Meningen dermed, a t vedkommende Professorer
*) Kgbreve 22. Juni og 5. Juli 1G61. — 2) Forliget med de andre Aktstykker
i Sagen findes i Konsistoriums Arkiv Pakken Nr. 3: Dokumenter angaaende Taarnby
Kirke. — 3) Rørdam III. S. 748, jfr. A. C. 27. Juli 1631.