16
gaaende ivrige Modstandere af det gamle Lavsvæsen, som
Haandværkerne netop omvendt forsvarede med en Ivrighed
og Haardnakkethed uden Lige. Fremskrid tsvennerne saa i
dette en af Grundene til, at Haandværkerne »saa langsomt
og næsten ikke i et helt seculi Forløb udi Danmark har op-
naaet den Fu ldkommenhed , som udi andre evropæiske be
kendte store Stæder«, som Kunstakademiet ved Lejlighed ud
trykker sig.
Det var dette Modsætningsforhold, der gjorde Haandvær
kerstanden mistænksom. Den holdt med Rette paa sin gamle
Værkstedsoplæring, som den eneste, der den Gang kunde
give et virkeligt rationelt Grundlag. Der var ogsaa gennem
den skabt en Tradition indenfor Haandværket, som stod i
stærk Strid med den af x\kademiet ledede Undervisning, der
paa en Gang vilde tvinge og tvang Haandværket ind i de
bestemte Moderetninger, der var raadende i Tiden, men som
absolut ikke tog Hensyn til det Materiale, vore Haandværkere
var vant til at arbejde i. Resultatet blev, at vore Haandvær
kere et Aarhundrede igennem kom til at svinge fra den ene
Stilretning til den anden, saa at deres Arbejder rent udven
digt fik paahæftet et Præg, som helt manglede den personlige
Vederhæftighed, der udmærkede Fortidens Frembringelser.
Fra, en uden for staaende og uforstaaende Autoritet fik man
en Ordre om, hvorledes Tingene burde være, uden at der
samtidig blev givet den ringeste Vejledning om Sammen
hængen mellem »Stilen« og Teknik eller Materiale, den Sam
menhæng, det gamle Haandværk var født med og saa at sige
havde i Fingrene.
Den dybeste Kløft mellem den nye liberale Retning og det
gamle Haandværk kom dog af, at de hver for sig tilhørte
en forskellig Tid og gik ud fra en væsensforskellig Livsbe
tragtning. Haandværkerne levede i deres fra Fortiden arvede
StandsM else,
den liberale Retning vilde skabe det frie In
divid.
Denne Forskel var det, som i hele det 19. Aarhundrede kom
til at præge Arbejdet for at forme Haandværkerundervisningen.
De to Strømninger findes stadigt, undertiden jævnsides lø
bende, undertiden i Rrydning med hinanden.