225 / 364
170
K ø b e n h a v n s o m E r i k a f P o m m e r n s B y
udsendinge undtagne, til M iddagen paa Slottet. Hanseaterne holdt til i
Graa-
brødre Kloster,
i hvis Refektorium adskillige Møder blev holdt. Forhandlingerne
gik tungt. Kongen tog undertiden personlig Del i dem, jævnlig med stor Skarp
hed. H an sagde bl. a. til Mæglerne fra de vendiske Hansestæder, at „han var
gammel nok til at tale, hvis de var vise nok til at høre“, og de lybske Raads-
udsendinge kunde altid bringe ham helt ud af Ligevægt. Ved det afgørende
Møde paa
Vor Frue Kirkegaard
i 3000 Menneskers Nærværelse lykkedes det
Kongen at fremtvinge et Regeringsskifte i
Lübeck
og dermed G rundlaget for
et Forlig. Forhandlingerne om dette, navnlig om Erstatningen til de fangne
Llibeckere, trak i Langdrag, og Kongen krævede Bod af de lybske Udsendinge
til Konstanz, der maatte indvillige i at foretage en Pilgrimsrejse til St. Marie i
Einsiedeln og en ydmyg Afbigt for Kongen personlig. I Slutningen af Juli
kom alt i O rden .14)
Men 11. April 1417 m aatte der holdes et nyt
Møde
med Hansestæderne paa
Københavns Slot.
Grundlaget var det sædvanlige. Hansestæderne klagede over
Overgreb og vilde have den kongelige V ragret ændret i deres Favør. Kongen
ønskede uden at bringe altfor store O fre at faa et Forbund i Stand, og med et
Udkast til dette vendte Hanseaterne hjem. De vendiske Stæder var stærkt stemt
for Forbundet, Lübeckerne mere kølige, og Kongens Planer vand t ikke stor
Fremgang.15)
Omsider lykkedes det Kongen ved Alægling af Kejser
Sigismunds
Udsending
Hertug
Rumpold
af Glogau paa et Møde i
Flensborg
6. Jan u a r 1423 at faa det
saa hedt attraaede Forbund bragt i Stand, og det aftaltes, at Stæderne 8. Sep
tember hvert Aar skulde sende Fuldmægtige til
København
for at overveje og
beslutte en Befæstelse af Forbundet og drøfte mulige Klager.16)
Den endelige Udveksling af Forbundsdokumenterne skulde ske i
København,
hvor Forhandlingerne begyndte Pinsedag 23. Maj. Hansestædernes Udsendinge
medbragte deres forseglede Forbundsoverenskomst og ventede, at de nu skulde
faa deres Krav og Klagemaal, særlig Vragspørgsmaalet afgjort ved klare V ed
tagelser. Men Kongen ønskede en helt anden O rdning og krævede Indskrænk
ninger i Købmændenes Friheder. Det var en dristig Tanke at rejse dette Spørgs-
maal i dette Øjeblik, da Forbundsoverenskomsten forelaa til endelig Afgørelse.
Alen Kongen var ikke den Aland, der stak sin Mening under Stolen. I en
kraftig Tale i Overværelse af Rigens R aad paaviste han, hvor uforenelige Køb
mændenes Privilegier var med Rigets og Undersaatternes Interesser.
Det var, sagde Kongen, Kronen og Rigets Indbyggere til største Skade, at
14) H .R. V I Nr. 246 252. K r. Erslev. Erik af Pommern p. 19 ffg.
15) H .R. V I Nr.
385.Nr.388— 91 jfr. Erslev. Erik af Pommern
p.
34 ffg
16) H.R. V II Nr. 572— 73. Nr. 564. 565.