226 / 364
K ø b e n h a v n s o m E r i k a f P o m m e r n s B y
171
det skulde være Købmændene tilladt at vandre og at handle overalt, thi alle
Rigets Byer og deres Indbyggere mistede jo deres egne Privilegier, naar de frem
mede paa den Vis kunde give Forkøb og drive Handel, hvor de vilde, i Byerne
og paa Landet. Deres K rav om Fritagelse for Strandretten, saaledes at enhver
selv kunde bjærge sit Gods og føre det frit bort, var Kronen og Riget til For
f a n g ; det var jo i Norden en af Fædrene arvet Regel, at hvor der kom skib
brudent Gods til Landet, tilfaldt det Kronen. N aar Købmændene krævede, at
ingen m aatte dømmes efter dansk Ret, men at enhver skulde stævnes for sin
egen Foged og dømmes af ham efter Hjembyens Lov, var det en stor U ret
saavel mod de Danske som mod Købmændene fra andre Lande, og dette m aatte
ubetinget ændres. Det var yderst skadeligt, at Tyskerne havde deres egne Fiskere
og egne Skuder, og Privilegiernes Toldsatser var altfor lave. At man, n aa r man
førte Sild vestværts, betalte en Skibstold paa
lO2^
Skiil. grot, var en latterlig
ringe Takst, der stammede fra den T id, da Skibene var paa 40—50 Læster,
men nu var de ofte pa a 200. At m an for to danske Penninge altid kun gav en
lybsk, var ganske urimeligt, og tvang Kongen til at slaa slet Mønt.
Kongen sagde, at han ikke agtede at fare frem med Strenghed, eller ved
overdrevne K rav vilde hindre det gode Venskab, men han ønskede, at Sagen
blev taget op til alvorlig Overvejelse, og han lod sit R aad stille bestemte For
slag til Overvejelse.
R aadet foreslog, „for at Kronen kunde have noget til sin Herlighed, at
enten skulde hvert Skib i Ø resund stryge sit Flag og betale saa meget, som Stæ-
derne vilde, eller at alt Vrag skulde deles halvt mellem Kronen og den som
Vraget tilhørte, eller endelig at Tolden i Skaane skulde forhøjes, „thi Skibene
tog hver Dag til i Tal, medens Mønten blev ringere.
Forhandlingerne førte dog ikke til nogen Afgørelse for disse Spørgsmaals
Vedkommende, men 15. Juni blev de nye og endelige Forbundsbreve beseglede
og udvekslede mellem Kongen og de fire vendiske Stæder, Lübeck, Rostock,
Wismar og Stralsund sam t Lüneburg, Greifswalde og Anclam. Ganske vist tog
enkelte af Stæderne visse Forbehold.1')
I 1424 var Kongen paa Rejse til
Ofen,
hvor Kejser
Sigismund
28. Juni
fældede en for Kongen gunstig Afgørelse i det sønderjydske Lensspørgsmaal, og
Kongen fortsatte derfra til Jerusalem. Im idlertid førte Dronning
Filippa
8. Ok
tober Forhandlinger i
København
om en Forbedring af den danske M ønt18)
og lettede derved den noget spændte Situation. Men det var kun forbigaaende,
thi efter Kongens Hjemkomst i Maj 1425, blev Mønten saa slet som nogensinde.
Kongen besluttede sig im idlertid til at begynde Krigen mod Holstenerne og
17) H.R. V II Nr. 599— 603. Erslev. Erik af Pommern p. 88 ffg. p. 160 ff g.
18) H.R. V II Nr. 740.