HavnetIGrøften

Forespørgsel har anbefalet ham, og det glæder mig, at

selv han, der jo er henvist til daglig at have Fortidens

afbalancerede Ro for Ø je, og som nødvendigvis derfor

fra T id til anden falder hen i Sammenligninger mellem

dengang og nu, finder Behag i Tilværelsen, thi at de

øvrige Gæster via »G røften«s Mad finder Livet ikke blot

taaleligt men endogsaa overdaadigt og helt glemmer Va?

lutakontorets lamrmende Knytnæve eller Norges Klepto?

mantilbøjeligheder overfor os skikkelige Danske, der til*

fældigt ejer et Stykke Land, der af Sne og Is er farvet

hvidt

og som i sin Tid blev opdaget af Erik den

Røde,

hvorfor det naturligvis kaldes Grønland, er intet Under.

»Ja, hernede lever man vel nok som Landets bedste

Adel,« siger jeg, idet jeg bærer det benyttede Service

bort, »og det sætter ogsaa sit Præg i Ansigterne . . . . De,

f. Eks., ser jo nu saa lykkelig og glad ud som en Nitter?

dreng ved en Flelsingørrevy.«

»Jeg maa tiistaa, at Bøfkarbonaden var god, men . . . . «

svarer Forfatteren, »det er dog ikke den alene, der be?

tinger Velværet . . . . næ, ser De, naar man længe har ar?

bejdet med en Plan og omsider er naaet til Realisation

af denne, saa har man Lov at være glad ved Resultatet,

og ser De, det er det, jeg er . . . . Jeg har nemlig i Dag

opnaaet, at der bliver opsat en Mindetavle over en af

Landets mest fortjente Mænd . . . . nemlig Sprogforskeren

Rasmus Rask ------ og saadant et Resultat giver G læde.«

»Hvorledes gik Deres sidste Bog?«

»Jo, Tak over al Forventning ____ «

»Da var det en temmelig drøj Pris, synes jeg, at »Strø?

get« kostede, jeg mener . . . . «

»Ja, De mener, at 18 Kr. 50 Øre er mange Penge . . . . og

det er det ogsaa . . . . men som sagt, den blev, hvad Bog?

handlerne kalder en »best seiler« Prisen tiltrods.«

Carl C. Christensen og jeg falder altid hen i Samtaler

om litterære Værker og Personer, det vil sige »falde