HavnetIGrøften

og spredt de Glæder omkring mig, som jeg modtog fra

andre.«

»Kære Ven , giv mig et Glas 01 og lidt at spise . . . .

bestem blot selv Menuen, saa ved jeg, den bliver tilfreds*

stillende.« Den tidligere Formand for »Tjenerforeningen

af 1866« og Redaktør af »Tjenerbladet«, den 70*aarige

Carl Olsen,

staar glad og munter foran mig med sin

fremstrakte Haand, hvoraf saa mange i Aarenes Løb har

modtaget et godt, ærligt og djærvt Haandslag.

Han har nu naaet »Støvets Aar«, men tro mig, der er

intet støvet over hans Person. Glæde over Tilværelsen,

som den nu former sig, Glæde over og Tilfredshed ved

de mange Arbejdsaar, der ligger bag ham, er den Støv*

suger, som gør det af med det af Aarene opsparede —•

Skuffelsernes og Træthedens Støv. Og Carl Olsen har

Ret til at føle Glæde og Tilfredshed efter den lange »Ar*

bejdsdag« for det, der blev hans »Hjertebarn«, nemlig

Arbejdet for Solidaritetsfølelsen — Arbejdet for at samle

Tjenerne i Danmark til en stærk Fagorganisation er lyk*

kedes.

»Ja, Marcher, her føler jeg mig godt tilpas. Man finder

jo et sandt Velvære ved at sidde her skærmet mod

Byens Larm. Jeg er jo ikke ung mere, men naar man blot

som jeg føler sig rask, saa har man dog kun Grund til

at være glad og tilfreds, og jeg vil haabe, at jeg endnu i

mange Aar maa kunne ty til »Grøften« — til Sommerens

faste Mødested for alle os gode Venner, der har holdt

sammen i mange Aar.«

»Undskyld vi forstyrrer!« Det er Fabrikant

Nordsig

Grosserer

Landgreen,

der marcherer frem. »Kan vi faa 2

Sjusser.«

De faar dem omgaaende og sidder nu og diskuterer den

fortvivlede Valutasituation. De trøster sig med, at den

vist endnu kun er i sin Vorden, og at alt kan blive meget

værre, og de enes om at tage, hvad der kommer.