HavnetIGrøften

tionen; thi jeg havde allerede lært Hr. Melchior at kende

som det mest ligefremme Menneske af Verden, der uaf*

hængig af en Verdens Virak dog havde bevaret sin Nas

turlighed.

Jeg tillod mig i Samtalens Løb at spørge, om Kammer*

sangeren ikke ofte savnede Fædrelandet og den danske

Skueplads paa sine Rejser i det Fremmede, og Hr. Mel*

chior svarede

»Jo, og tro mig, jeg glæder mig med et Barns oprigtige

Glæde, hver Gang, jeg skal gense Danmark. Herhjemme

havde man tilsyneladende ikke saa stærkt Brug for mig,

som i U d la n d e t

men alt det er glemt nu ------ A lt er

jo gaaet over Forventning . . . . Mine Rejser bragte mig

gode Engagementer og — lad mig ikke glemme det —

ogsaa en dejlig og forstaaende Hustru.«

— Det hænder for mig paa bestemte Tidspunkter, at

de undertiden mange Glas, som jeg balancerer afsted

med fra Buffeten, kommer i faretruende Bevægelse paa

den blanktpolerede Bakke, og jeg maa paakalde al den

Energi, som mit Legeme rummer for at betvinge den ryt*

misk gyngende Bevægelse, som opstaar i mig, naar den

under Anførsel af »General«

Scheiding

og Komponisten

Bøker Nielsen

taktfast marcherende »Tivoligarde« sen*

der sin velindstuderede Orkestermusik ud over »Tivoli«.

Jeg forstaar, at »General« Scheiding stadig forbliver

uberørt af Aarene i dette Selskab af glad, foretagsom

Ungdom, og Komponisten Bøker Nielsen, som instude*

rer Orkestret, har al mulig Grund til at være tilfreds og

stolt over Resultatet, thi det er uden Overdrivelse Skan*

dinaviens bedste Drengeorkester. Disciplinens Aand og

Kammeratskabets Tone er den sunde Kerne i denne Gar*

de, hvis pædagogiske Indflydelse paa de enkelte er større

og mere gavnlig end de fleste aner.

Garden er just marcheret forbi, og mens Tonerne endnu