HavnetIGrøften

ligesom ligger og svirrer i Luften, er det lykkedes mig at

faa Glassene anbragt paa et Bord uden for Rytmens

Sfære. »A lle blev reddede!«

En Tjener kommer hen til mig og fortæller, at gamle

Carl Gottschalksen

vil hilse paa mig.

Jeg henter mit Kamera . . . . et lille kort Smæld . . . . og

Tivoligarden.

»Callemand« er paa V ej til mit Album. Da jeg har faaet

hans Biografi, som han har afsluttet med Noderne til

»Min lille Kanariefugl,« siger jeg: »Ja, den Sang er vel

nok gaaet sin Sejersgang . . . . den blev De jo nærmest

verdensberømt paa . . . . det maa være morsomt for Dem

nu paa Deres ældre Dage at have saadanne Minder at

tænke tilbage paa.«

»Ja . . . . ja . . . . jah . . . . Det har De Ret i . . . . jo . . . .

jeg har skam kun Grund til at være tilfreds,« og nærmest

hviskende fortsætter han, »jo, ser De, naar man ikke selv

er ond, bliver man behandlet godt af sine Medmennesker

. . . . det er nu min Livserfaring. Jeg har nydt Livet . . . .