HavnetIGrøften

hen« er dog en Sandhed med Modifikation; thi mig til#

lades det ikke at falde hen . . . . heldigvis . . . . det skal

den stærke Invasion af muntre, hungrende og tørstende

Gæster nok sørge for.

Den unge initiativrige Inspektør fra »Det ny Teater«,

Skuespilleren

lb Schønberg,

som med stor Interesse har

fulgt min Ide med at skabe et Album af kendte Ansig#

ter, river mig saaledes ud af mine Synspunkter om »Strø#

get« ved at kalde mig hen til sig.

»01 for en tørstende Tunge ??« spørger jeg.

»Næ , . . . . nej, . . . . Glasset rummer lidt endnu . . . .

næh, . . . . Marcher . . . . jeg kaldte paa Dem for at gøre

Dem opmærksom paa Hr.

Lauritz Melchior

med Frue,

der kom ledsaget af

Schnedler Petersen

. . . . Har De faaet

Melchior til Deres A lbum ?«

Jeg er først lidt undselig og mærker, at min medfødte

Frejdighed føler sig hæmmet, thi jeg mener, at Hr. Mel#

chior med det Verdensry, han har opnaaet, staar saa

uendeligt langt over mig, der skønt jeg bærer Titlen

Overtjener dog kun er en lille Faktor i Samfundet.«

Jeg tager mit mest straalende, servile Smil paa, retter

ved min »Butterfly«, retter Ryggen og retter mig efter

en indre Stemme, der raaber »Gaa paa ham, Marcher!«

Jeg griber i Sprogets Gramsepose og finder vist ad#

skillige flere Ord, end jeg har Brug for, og at en Del af

disse falder over hinanden, medens jeg forsøger at ud#

vikle min Ide for Kammersangeren, beviser bedst min

dybe Respekt for Kunsten og dens Udøvere.

»Det er en glimrende Ide,« siger Hr. Melchior, der har

hørt mit nervøst farvede Foredrag uden Afbrydelse. »Jeg

skal i A ften synge i »Tivoli«s Koncertsal. Kom over paa

Solistværelset Kl.

, saa skal jeg nok skrive lidt om

mig selv.«

Jeg kan her tilføje, at da jeg om Aftenen indfandt mig

i Koncertsalen var jeg ikke det mindste grebet af Situa#