120 / 145
H E N R Y H E L L S S E N
sen som topfigur. Han var overmåde dekorativ og
gjorde stærkt indtryk, når han hvidhåret og smuk og
med kjoleopslaget funklende af ordener trådte ind i
en selskabssal. Han forstod at snakke med folk og var
altid levende interesseret. (Der kommer stadig,
12
år
efter hans død, breve adresseret personligt til ham).
Gulmann skulle man træffe i redaktionen og helst ved
skrivebordet i hans eget værelse. Th i repræsentativ i
dette ords banale betydning var han ikke. Heller ikke
festlig og bred. Og slet ingen god
mixer.
Mellem
mange mennesker så han ud, som om han frøs. Helt
andet blev indtrykket, når man i Pilestræde talte blad
med ham . . . så åbnede han sig, og man følte det gro.
Så var der vækst i hans væsen, og de nervøse hænder
røbede skaberevnen.
På væggen i sit kontor lod Gulmann ophænge (blandt
fine gamle stik, der fortalte om Husets traditioner) et
portræt af sin forgænger i redaktørstolen, Mendel Le
vin Nathanson. Som årene gik, voksede hans forstå
else af denne fremtrædende skikkelse i Berlingske T i
dendens og dermed dansk presses historie. Han sagde
det vel aldrig lige ud, men man anede, at han følte sin
egen skæbne i sammenhæng med Nathanson’s. For
sin
tid havde Nathanson været en fornyer. Christian
Gulmann syntes, at han selv fortsatte, hvor den gamle
slap. Og det var rigtigt. Som Nathanson midt i det
1 0 8