121 / 145
Å R E N E U N D E R G U L M A N N
nittende århundrede således Gulmann i det tyvende . . .
de gjorde hver i sin epoke Berlingske Tidende til jour
nalisternes blad.
Henrik Cavling skrev hver aften breve til sine med
arbejdere. Gulmann var sparsom (for sparsom) med
sit bifald. Jeg er ingen Cavling! sagde han, når man
bebrejdede ham køligheden. Men det kunne hænde, at
han til en rejsende korrespondent langt borte, måske i
Peking, sendte en rapport over begivenhederne i H u
set, og så følte modtageren det som et ridderslag. Th i
fra de hastigt, lidt krampagtigt nedkradsede ord strøm
mede pludselig varme. I brevene (de uendelig få) åb
nede Gulmann for sit sinds dybe skakter. Men oftest
fortalte han om, hvad der var sket i bladhuset. En red
aktionssekretær havde fået betroet nye opgaver. Han
afløses (stod der i brevet) af en lang, duknakket in
geniør Lund, som i al hast er blevet trænet op til redak
tionssekretær. Det vil jo ikke gå glat lige straks. Men
en ny kost er det da.
Den lange civilingeniør var Svend Aage Lund, få år
senere Gulmann’s efterfølger.
Og kosten fejede godt.
Den
1 7
. marts
1934
ved
8
-tiden om morgenen døde
Christian Gulmann. Uden forudgående sygdom, uden
smerter, uden kamp. Hans sidste ord udtrykte glæde
over forårssolen. Stuepigen fandt ham få øjeblikke
1 0 9