124 / 145
KAI FLOR
livs ny retning. Jeg så for første gang ind i de klart
iagttagende, blå øjne, hvis blik blev yderligere skarpt,
når han kneb øjenlågene med de lyse, næsten hvide
vipper lidt sammen, så man havde indtryk af, at intet
i éns væsen kunne være skjult for ham. Man følte
viljefasthed i den kraftigt formede, ganske let buede
næse, styrke i trækket omkring den hårdt lukkede
mund, intelligens bag den brede pande under det glatte,
blonde hår, der havde samme glans som det gyldne,
kortstudsede overskæg. Hans ansigt med den friske
rødme over de brede kindben kunne lyse op i et smil,
hvorved øjnene næsten svandt ind til et par sprækker,
mens han bøjede hovedet lidt tilbage og lo med sine
hvide tænder mellem de koralrøde læber.
Og når noget enten særlig begejstrede ham eller
harmede ham, kunne han krænge venstre mundvig lidt
opad, næsten med en grimasses virkning. Jeg fik ind
tryk af en åndeligt overlegen, lidt magtkær mand, der
havde sine ganske bestemte meninger og samtidig be
varede en vis kosmopolitisk elegance i det ydre.
Han sad bag sit skrivebord i den højryggede barok
stol i den stilling, hvori jeg skulle se ham i de mange
år, der fulgte efter dette første møde: drejet lidt side
læns med korslagte ben. Og som han havde for vane,
holdt han højre hånds tommel- og pegefinger om de
ganske korte spidser på sin moustache, som han nip
I 1 2