129 / 145
C H R I S T I A N G U L M A N N , SOM J E G M I N D E S HAM
Af mit arbejde ved Gads Magasin forstod Gulmann,
at hans skøn havde været rigtigt, nu vidste han, han
kunne “bruge” mig.
Og kort efter bad han mig om at opgive de forskel
lige beskæftigelser, jeg iøvrigt havde, og at lade mig
helt knytte til Berlingske, og fra
2
. januar
1914
indtog jeg min ny stilling, officielt med titlen redak
tionssekretær og med adgang til at skrive om de emner,
der havde min interesse: litteratur, musik og kunst.
Men jeg var ganske uden journalistisk erfaring, derfor
endnu usikker med hensyn til et blads endelige sam
mensætning ; og en augustdag, da den egentlige redak
tionssekretær, Frederik Jensen, min brave, trofaste
støtte, havde sommerferie, og vi var midt i en “agurke-
tid” , som endnu eksisterede dengang, og hvor jeg bog
staveligt intet stof havde at vælge imellem, blev jeg
nødt til på lederens plads i aftenavisen at anbringe en
artikel, “Sæt svinene på olden” , skrevet af en af lan
dets kendte godsejere. Næppe var avisen nået ud på
Vestagervej, før Gulmanns stemme lød fuldkommen
rasende i telefonen: “Tror De, aftenavisens læsere er
svineopdrættere? ” Jeg vidste, at enhver undskyldning
var udelukket.
Efterhånden fik jeg navnlig med tilrettelægningen
af søndagsnumret at gøre. Det havde Gulmann skabt.
Dets store sider bragte mange tegninger til en artikel