128 / 145
KAI FLOR
Han førte mig gennem det undrende redaktions
sekretariat, som det mærkelige dyr i åbenbaringen, ind
i sit kontor. Jeg blev anbragt i hans stol ved hans skrive
bord med en blok manuskriptpapir, som øverst havde
en sort dobbeltlinie, der fik mig til at tænke på en
sørgerand.
Så sagde Gulmann med et smil: “Nu drejer jeg
nøglen om, og De kommer ikke ud, før digtet er skre
vet” . En halv time efter var det færdigt: fem to-linjede
strofer. Gulmann viste manuskriptet til Hans Boes-
gaard, hvis litterære skøn han satte pris på, særlig når
det gjaldt kongehuset. Jeg hører ham endnu sige:
“Det er virkelig nydeligt. Men i sidste linie står der:
et folk i klage ved den danske strand.
E r det ord
klage
ikke lidt stærkt som gældende for hele folket?5 Det
fandt jeg selv og foreslog:
et folk i vemod ved den
danske strand.
“Vemod, det er godt, udmærket,” er
klærede de begge i munden på hinanden. Og Gulmann
tilføjede med et triumferende smil: “Der kan De se,
jeg kunne skaffe d e t!” Jeg tænkte ved mig selv: som
han skaffede yoghurt på Angleterre. Digtet stod i bla
det næste morgen —under en to-spaltet portrættegning
af kong Georg (den anden tegning, Berlingske dristede
sig til at bringe) indrammet af et folderigt sørgeflor
og med mit navn, Kai Flor, som signatur. E t i enhver
henseende floromvundet digt, som én bemærkede.
1 1 6