125 / 145
C H R I S T I A N G U L M A N N , SOM J E G M I N D E S HAM
pede eller drejede lidt mellem fingrene, mens han med
et smil i øjenkrogene hørte på, hvad jeg fortalte ham
om mine kvalifikationer.
Jeg sad med ryggen til den smukke, murede rød
stenskamin, tegnet af Harald Slott-Møller og med et
billede af dronning Dagmar, malet af Agnes Slott-
Møller, i nichen foroven. Selv havde han bag sig en
smal smedejerns-gitterlåge, som i den buede døråbning
førte ind til hans ikke overvættes store, men så meget
mere udsøgte bibliotek, jeg senere skulle fa en del
med at gøre.
Jeg havde hørt om Gulmanns evne til at vælge med
arbejdere, hans hurtige og usvigelige flair for deres
placering inden for en redaktion, og jeg var glad, da
han efter dette første flygtige indtryk af mig straks an
tog mig som sin sekretær.
Vort første redaktionsmøde fandt sted på Hotel
d’Angleterre, hvor Gulmann havde tilsagt mig til en
let frokost. Det var højsommer, og vi satte os ved et
bord udenfor under markisen. Jeg kan endnu se min
redaktør komme præcis til tiden - præcision lagde han
stor vægt på —han var i hvid lærredsjakke, nypresset
og snehvid, som den piquévest, han om sommeren også
bar sammen med tweedjakke. Lyserød lærredssløjfe og
på hovedet den da brugelige ovale stråhat med stiv
skygge og bredt, sort bånd.
113