126 / 145
KAI FLOR
Om jeg ville have det samme som han til frokost —
ganske let, det passede hans ømfindtlige mave bedst?
Jeg tror, De vil synes om det. Det gjorde jeg: et par
blødkogte æg, slået ud i glas —det var en skik, som var
ved at trænge igennem, så slap man for at kludre med
æggeskallerne —ristet brød og hindbær med fløde. Til
indledning ville han begynde med yoghurt, denne
mælkemasse, der netop var kommet frem. “Yoghurt? ”
Tjeneren studsede. “Det har vi ikke” . Så kom det
skarpt, med de sammenknebne øjne, der ikke tålte mod
sigelse: “Så må De
skaffe
de t!” Han pegede over på
den anden side af Kongens Nytorv, på huset ved siden
af A. P. Møllers bygning i dag, hvor der var et mælke
udsalg. “Dér kan De få det” .
Og virkelig — lidt efter var en piccolo på vej til
mejeriet. M it første indtryk i det små af en vilje, for
hvilken intet var umuligt.
Imidlertid havde mine litterære interesser båret
frugt. Foruden at have fået trykt digte i Illustreret
Tidende og Berlingske Tidende havde jeg deltaget i
en lyriker-konkurrence i Politiken, hvor tolv unge dig
tere, udvalgt af Chr. Rimestad, havde fået hver sin
måned at besynge. Og mit digt om
Marts
havde Georg
Brandes i en følgende kronik berømmet i høje toner.
Desuden havde Chr. Sonning søgt en litteraturan
melder til sit nygrundede dagblad Hovedstaden og
1 1 4