170 / 645
156
L. P. Fabricius
vendende Optrin har man kendt Præsten, der langsomt
fra Kirken gik
til Syges eller Døendes Huse
for at be
tjene dem. Naar da den hellige Olie eller Gemmet med
Kristi Legeme blev baaret forbi, er Snakken standset,
Ansigterne er blevet alvorlige, nogle har bøjet Knæ, hvor
de stod, alle har bøjet sig og korstegnet sig, og flere og
flere har paa Vejen sluttet sig til og er fulgt efter, for
det var en from Gerning, som skaffede megen A fkort
ning i Skærsildens Bodstid, at følge Kristi Legeme eller
den hellige Olie, naar den blev baaret til de Syge. Og det
lille Optog har bevæget sig stilfærdigt og alvorligt ad'de
smalle Stræder — og hos alle vakt A lvorstanker om den
Død, som ingen kunde undgaa, og som ingen magtede
ved egen Hjælp.
I Byens Storbillede, i Gadernes Dagligliv, i farverige
Festdage og i Hverdagens Alvorstimer var Kirken ikke
blot indvævet i Borgernes Liv, men satte endogsaa i
overordentlig høj Grad sit Præg derpaa. Og det føltes
som selvfølgeligt, fordi den favnede Tankegang og P lig
ter baade i Hellig og Søgn, baade i det aabenbare Liv,
som alle kendte, og i Hjerternes hemm eligste Vraa, hvis
Tanker og Ønsker kun den enkelte selv og den hellige
Kirke anede. Som Baggrund for den ydre dominerende
Stilling laa en endnu stærkere Aandsmagt, der bredte
sig over alle Livets Omraader.
Ki rkens Tjene ste i Staden.
Alle,
store og smaa, de mægtige og de ringeste, unge
og gamle, var Lemmer af Kirkens Legeme, og derpaa
beroede Haabet om en salig Død og den evige Lyksalig
hed. „Extra ecclesia nu lla salvatio“, uden for Kirken in
gen Frelse, det stod som en af T ilværelsens urokkeligste
Grundpiller, for kun gennem Kirken med dens Naades-
bevisninger fra Gud og dens Naademidler var det m u
ligt at vinde hans Velbehag. Og Kirken var paa een Gang