344 / 645
3 3 0
Julius Clausen
Først i 1681 hører vi
0111
en Kreds af franske Emigran
ter i København. Louvois’ Dragonader, hans bestøvlede
Missionærer, havde omsider faaet Taalmodigheden til at
briste for mange Huguenotter og drevet dem bort fra
deres Fædreland. De fleste gik til Berlin, hvor Kurfyrst
Friedrich W ilhelm s Liberalitet i Troessager tillod dem at
danne en Menighed, hvad snart viste smukke økono
m iske Følger for hans Land.1) Men adskillige kom og-
saa til Danmark.
Nu var man i 16-Hundredtallet særdeles nøjeregnende
her, naar det gjaldt Spørgsmaalet om Konfessioner, og
den evangelisk-lutherske Kirke taalte ikke nogen Slags
Kætteri. Selv om Katolikerne vel nok betragtedes som
de argeste Modstandere, gav efter de danske Teologers
Begreber de Reformerte dem ikke meget efter. Der blev
strengt vaaget over Gudstjenestens Renhed, og det var
kun den hollandske Gesandt, der havde Prærogativ paa
i sit Hjem og i yderste Stilhed at maatte holde reformert
Gudstjeneste. Om han har benyttet sig af denne Ret og
sat sig i Udgift ved at holde privat Sjælesørger, er dog
tvivlsom t; thi i 1655 klager han over at maatte indfor
skrive en Præst, naar han skal have et Barn døbt. Det
følgende Aar kommer im idlertid en reformert Præst til
København, og han bliver her. Thi den reformerte Dron
ning Charlotte Amalie fra Hessen (da kun Kronprinsesse)
har paa Slottet faaet indrettet et Kapel for sig og sit
Tjenerskab, og hun har ført Præsten
Joh. Musculus
med
som sin Privatkapellan. Det er denne mærkelige og troes-
ivrige Kvinde, som bliver de Reformertes bedste og tro
faste Støtte, hende, der faar de Skyer jaget bort, som
de nidkære Lutherske Præster fra Tid til anden lader
optaarne sig over de Reformertes Hoveder.
Naar Regeringen nu begynder at slække paa den stren-
!) L. Geiger: Berlin, 1893, I, 76 ff.