HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn3Række

Ernst Kapers Indsats i Paaskekrisen 1920

3 7 9

gerskabet mod Bolchevismen. Ellers var det ikke blot

umuligt, men positivt skadeligt at søge sligt Værn iværk

sat. Jeg holdt mig derfor indtil videre ude af Bevægel

sen, og afviste da ogsaa min Medvirken, da General

strejken blev proklameret, og man derfra henvendte sig

til mig om Underhaandshjælp. Altsaa kort sagt: Situa

tionen skulde [efter min Mening] drejes saaledes, at

Kløften kom til at ligge mellem de urolige Elementei' i

Arbejdsstandcn paa den ene Side og samtlige Samfunds-

partier inclusive Socialdemokratiet paa den anden Side

. . . . Flertallet havde alt for længe udsat Valg, og Ven -

streførerne J. C. Christensens og Neergaards Henven

delse til Kongen, vist om Lørdagen, medførte Katastro

fen Mandag den 29. Marts, og det midt i Lock-out-Situa-

tionen. 2det Varsel var givet samtlige Fag.

De socialdemokratiske Medlemmer af Magistraten

skummede af Forbitrelse, straks Meddelelsen kom. Jeg

gjorde dem i de smaa personlige Samtaler, der stadig løb

parallelt med Mødets Videreførelse, en for en indtræn

gende opmærksom paa, at de let kunde sætte Ødelæg

gelsen i Gang, men ikke standse den igen. Det blev næppe

dem, der kom til at have den virkelige og endelige Le

delse af dette revolutionære Skridt. De vidste det, men

det fik være.

Tirsdag Morgen drev Uroen mig tidligere ind paa

Raadhuset end oprindelig bestemt . . . .

Da jeg ved Ankomsten til Raadhuspladsen havde er

faret, at Socialdemokraterne virkelig vilde Generalstrej

ken, gik jeg ind ad Raadhusporten under Overvejelse af,

hvad der skulde foretages af Magistraten, da General

strejken først og voldsomst vilde ramme den By, i hvis

Styrelse jeg sad.

Efter min Overbevisning var Samfundskonflikten, den

maaske uafvendelige, kommet paa den ulyksaligste Vis,

ganske mod alt, hvad jeg havde ønsket og stræbt for,