Ernst Kapers Indsats i Paaskekrisen 1920
3 7 9
gerskabet mod Bolchevismen. Ellers var det ikke blot
umuligt, men positivt skadeligt at søge sligt Værn iværk
sat. Jeg holdt mig derfor indtil videre ude af Bevægel
sen, og afviste da ogsaa min Medvirken, da General
strejken blev proklameret, og man derfra henvendte sig
til mig om Underhaandshjælp. Altsaa kort sagt: Situa
tionen skulde [efter min Mening] drejes saaledes, at
Kløften kom til at ligge mellem de urolige Elementei' i
Arbejdsstandcn paa den ene Side og samtlige Samfunds-
partier inclusive Socialdemokratiet paa den anden Side
. . . . Flertallet havde alt for længe udsat Valg, og Ven -
streførerne J. C. Christensens og Neergaards Henven
delse til Kongen, vist om Lørdagen, medførte Katastro
fen Mandag den 29. Marts, og det midt i Lock-out-Situa-
tionen. 2det Varsel var givet samtlige Fag.
De socialdemokratiske Medlemmer af Magistraten
skummede af Forbitrelse, straks Meddelelsen kom. Jeg
gjorde dem i de smaa personlige Samtaler, der stadig løb
parallelt med Mødets Videreførelse, en for en indtræn
gende opmærksom paa, at de let kunde sætte Ødelæg
gelsen i Gang, men ikke standse den igen. Det blev næppe
dem, der kom til at have den virkelige og endelige Le
delse af dette revolutionære Skridt. De vidste det, men
det fik være.
Tirsdag Morgen drev Uroen mig tidligere ind paa
Raadhuset end oprindelig bestemt . . . .
Da jeg ved Ankomsten til Raadhuspladsen havde er
faret, at Socialdemokraterne virkelig vilde Generalstrej
ken, gik jeg ind ad Raadhusporten under Overvejelse af,
hvad der skulde foretages af Magistraten, da General
strejken først og voldsomst vilde ramme den By, i hvis
Styrelse jeg sad.
Efter min Overbevisning var Samfundskonflikten, den
maaske uafvendelige, kommet paa den ulyksaligste Vis,
ganske mod alt, hvad jeg havde ønsket og stræbt for,