121 / 502
Kirken udenfor Nørreport.
111
overantvordede mig tilforn 1558 og lod dem siden brænde
med Stadens Brænde (Mærke), at de skulde altid have dem
til rede, paa det at Gravene kunde blive dybe nok.
Saa
blev dem antvordet forskrevne Maal af Kjøbenhavns Raadhus,
baade dem paa den ny Kirkegaard og Klokkerne her i Byen,
hvilket Klokkerne agtede intet, men mente, at det havde
intet paa sig.
Item men der den første Plads paa Kirkegaarden blev
fuld begraven, saa gav jeg Borgmester og Raad det tilkende
paa Kjøbenhavns Raadhus, saa raadsloge de dem tilhobe,
hvor de kunde faa en anden Plads til Kirkegaarden enten
for den ene Ende eller for den anden.
Saa viste de mig
og Oluf Hammer derud paa forskrevne Kirkegaard, at vi
skulde bese, hvor nytteligst var.
Saa besaa vi begge En
derne, da var det ikke belejligt eller kunde skikke sig vel.
Da besaa vi nogle Haver paa den østre Side, som hørte
nogle Borgere til her i Byen, dernæst ginge vi paa Raadhus,
der vi havde beset det, og gav Borgmester og Raad det til
kende, at vi havde beset det efter deres Befaling, saa var
det ikke belejligt og kunde ikke tjene at tage ind ved En
derne, fordi at det blev for langt, men den aller belejligste
Plads der var, det er de Haver østen for forskrevne Kirke
gaard, som før er omtalt.
Saa lod Borgmester og Raad sende Bud efter dem, som
Haverne tilhørte, om de vilde velvilligen afstaa samme Haver,
og Borgmester og Raad lovede og tilsagde at give dem en
anden Plads igen.
Da svarede de igen, efterdi det skal
være til kristne Menneskers Ligs Begravelse, da ville vi af
bryde samme Hegn velvilligen; saa førte de det hjem uden
Eve Hattemagers, hun vilde ikke gærne, fordi at hun havde
der en smuk Have med Træer og Hus oppaa, og klagede
tit og ofte, at hun havde kostet der meget oppaa. Derfor
gav Borgmester og Raad mig Befaling, at jeg skulde handle
med hende, at hun vilde være tilfreds og intet klage, hvilket
jeg gjorde efter hendes fulde Nøje og gav hende Penge for