122 / 502
112
Kirken udenfor Nørreport.
forskrevne Hus og Frihed, som fandtes i mit
R e g n s k a b ,
hvilket jeg gjorde med de Højlærde og Kirkeværger og
nogle
af Sognemændene.
Der den Tid var sket, at de havde veget Haverne, saa
gav Borgmester og Raad mig Befaling, at jeg skulde planke
det ind saa vel som det andet, saa gik jeg ned til Højbro
og søgte efter Tømmer, da stod Kristen Jepsen udi sin Dør.
Da sagde jeg til ham : „Kristen, kommer med mig, jeg har
noget at snakke med eder, som ligger Magt paa, saa er det,
at Borgmester og Raad har givet mig Befaling og de andre
Kirkeværger at vi skulle planke den ny Kirkegaard ind
hvad der fattes“ .
Da svarede han: „Det er godt og vil
gærne gøre efter de Dannemænds Befaling hvad mig muligt
er“ . Saa fulgte han mig hen til Jørgen Skræders, og der
købte vi Tømmer til Stolper, Fødder og Slaaer, og da lovede
forskrevne Kristen Jepsen, at han vilde staa bi med mig,
at vi skulde faa det vel færdigt og vel flyet, og gik en
Gang ud paa Kirkegaarden med mig, saa kom Vor Herre
imidlertid og kaldte ham.
Siden fik jeg ingen anden Bistand af de andre Kirke
værger, og naar jeg bad dem, da skøttede de der intet om.
Men den Tid, Kirkegaardeu var nu vel flyet og jevnet paa
det gamle Stykke, saa gik jeg derud dagligen og saa til, at
der ikke skulde findes Brøst, som der tilforn gjorde; saa
kom jeg derud og samme Tid faldt der en stor Slapsne og
Regn, saa kom der 4 eller 6 Dannekvinder og mødte mig
paa samme Tid og sagde: „Gud have Lov, I have nu flyet
Kirkegaarden vel og vi vel behager ham“ . Saa vare de be
gærendes af mig med slige Ord og Tale og bad mig for
Guds Skyld, at naar de skulde følge de Dødes Lig derud,
at de maatte faa et Hus at kunne staa i Tørre at høre
Guds Ord og at faa nogen Fortrøstning at gaa hjem med, fordi
Præsten stod her ude og for stor Sne og Regn kunde ingen
Fortrøstning give os. Da svarede jeg de Dannekvinder saa,
at det var ikke min Gærning, men at jeg vilde forespørge