KøbenhavnsBrandvæsensHistorie

Beliggenhed, og fordi det i Forvejen stod til Raadighed for Brand

væsenet1).

Skønt disse Artikler i „Flyveposten“ blev behandlet af Brandkommis

sionen, reagerede denne dog ikke særlig over for dem2). Et Par Aar senere

tog imidlertid et andet københavnsk Dagblad Kritiken op.

I Løbet af Oktober 1852 indeholdt „Fædrelandet“ nogle Artikler, der

kraftigt kritiserede Brandvæsenets Ordning3). Anledningen var en Brand

i en Parfumehandel paa Købmagergade (Nr. 65) den 20. Oktober ved

Midnatstid; paa Grund af de sprit- og fedtholdige Oplag af Essenser,

Pomader og Sæber havde Ilden faaet en temmelig stærk Magt, inden

Sprøjterne mødte. Dagen efter udtalte Bladet, „at det er en stor Illu

sion, naar vi bilder os ind, at vort Brandvæsen er i fortrinlig Tilstand.

Det er tværtimod maadeligt organiseret. Det varer utilbørligt længe,

inden Sprøjter kommer til Stede. Raaben og Larmen mer end nok, men

ingen Orden og Kommando. Politiet gør sit Bedste, det maa erkendes;

men Brandvæsenet lader meget tilbage at ønske. Bliver noget reddet,

saa er det oftest det frivillige Publikums Raskhed og Raadighed, dette

skyldes; thi inden Redningskorpset indfinder sig, vilde i Almindelighed

det meste være gaaet i Lyset“.

Næste Dag, den 22. Oktober, gjorde „Fædrelandet“ nærmere Rede for

sin Bedømmelse af Brandvæsenet; det drog navnlig til Felts mod, at

Alarmeringen ved Ildebrand strakte sig over hele Byen, saa alle dens

130.000 Mennesker „opskrækkes“, at alle Byens Sprøjter, Brandkar og

Sluffer slæbes sammen uden Hensyn til Brandens Størrelse og Brand

stedets Beliggenhed, altsaa samme store Slukningsapparat, „hvis maaske

en Dynge Rør brænder i Kirsebærgangen eller en Vejrmølle hinsides

„Sorte Hest“ eller paa en af Kristianshavns yderste Bastioner“4). Det

var „en aldeles unyttig Ødselhed med Folks Tid og Kræfter“, en „taabe-

lig Sammenjagen“ af overflødige Brandredskaber og Mennesker. „Ved

enhver Ildebrand har Politi og Borgervæbning den største Møje med at

rydde Pladsen ved Brandstedet for tilstrømmende Mennesker; men hvor

for kalder da det Offentlige disse sammen? Hvorfor lader det Klokkerne

klemte, Piberne hvine og Trommerne buldre gennem hele Byen, ofte

efter at Ilden er slukket, netop for at hidkalde saa mange Mennesker

315