KøbenhavnsBrandvæsensHistorie

færdet Medlem af Brandkorpset, der paa Taget af det Larsen’ske Forhus

pludselig saa sig omringet af Luer, saa forstod man ikke at bruge Ma

skinen; efter at man havde kludret en halv Time med den, maatte den

stakkels Mand endelig springe ned fra 4. Etage og slog sig fordærvet paa

Hjulet af en Karre, saa at han døde deraf i Gaar Formiddag“.

Bladet henstillede til Justitsministeriet og Indenrigsministeriet og til

Kommunal- og Assurancebestyrelserne, at de dog en Gang vilde tage sig af

Københavns forældede og slette Brandvæsen, og tilføjede, at det ikke

var Brandvæsenets Skyld, at Ulykken ikke blev meget større. Bladet be

brejdede ikke de enkelte Medlemmer af Korpset nogen Pligtforsømmelse

og tvivlede ikke om, „at smukke Eksempler paa Udholdenhed, Dristig

hed og Selvopofrelse ved den Lejlighed som ved mange andre er givne

af Medlemmer af Brandkorpset“. Det, Bladet klagede over, var Indret

ningens Ufuldstændighed og hele Organisationens Siethed, der medførte

„et uhyre Spild af Kræfter“, og at den enkeltes Anstrengelser til Dels

var forgæves. Det, „Fædrelandet“ forlangte, var „et lille, fast, vel lønnet

og vel ledet Korps paa højst et halvt Hundrede Mand, der befinder sig

paa et Sted, hvortil øjeblikkelig Underretning bringes ved Telegrafer,

færdigt til Udrykning med alle fornødne Redskaber i komplet Stand“ ;

det nuværende store Korps kunde da bevares som Reserve i alvorligere

Tilfælde8).

„Fædrelandet“ havde her fremsat et forstandigt Program, i Virkelig

heden den eneste Vej frem; men det varede endnu adskillige Aar, inden

disse Tanker blev realiseret.

En Ildsvaade i en nyopført Gaard paa Østergade (Nr. 13) gav „Dag

bladet“ Lejlighed til et Angreb paa Brandvæsenet. Branden opstod den

9. Marts 1857 tidligt om Morgenen hos en Litograf Werner, der boede

paa 3. Sal. Derfra bredte Ilden sig med rivende Hastighed, saa „den hele

store Bygning i meget kort Tid var som indhyllet i Flammer; Beboerne

maatte flygte i største LIast uden engang at kunne medtage de nødven

digste Klædningsstykker“. Hos Litografen blev intet reddet; paa 2. Sal

fik Prokurator J. E. Damkier med stor Møje frelst sine Papirer og Doku

menter, medens Grosserer Philipsens Manufakturlagre i Resten af denne

Etage gik op i Luer. Bedre gik det ikke de underliggende Etager. 1. Sal

320