135 / 233
127
ældgamle Forfædre, der nok ikke vare meget hjemme,
og det gjør ogsaa nu deres Afkom i ølandet
England, hvis velstillede Befolkning jo altid er paa
Farten.
Og herhjemme begynde vi da nu at
komme ret godt med i denne Idræt; vi rejse jo
nutildags Allesammen, vi have jo Alle seet forskjel
lige fremmede Lande og have baade været højtoppe
mod Nord og langt nede mod Syd.
Det var helt
anderledes, da vi Ældre vare unge, da bleve vi
hjemme paa vore smaa ø e r og vare ligesaa lykke
lige for det. Sagen var, at i den forjernbanlige Og
fordampskiblige Tid Rejser til Udlandet vare noget
særdeles Storartet, Bekosteligt, Farligt, Besværligt,
Mysteriøst og Uoverkommeligt.
Der udfordredes
dertil megen Tid, mange Penge, gode Sprogkund
skaber, stort Mod og kraftig Villie; alle vi legem
lig og aandelig svækkede Individer, som nu i skare
vis drage ud for at komme os og nyde Livet, vi
vilde slet ikke dengang have været paa vor rette
Plads og vilde slet ikke have følt os tiltalte af
stormfulde Sørejser i langsomme Koffardiskibe, eller
milelange Ture paa vore Ben med Tornystren paa
Ryggen, eller døgnlange Kjøreture i en beklumret
Veturinvogn.
Se, derfor bleve vi hjemme, hvilket
ogsaa konvenerede vor meget lille Pengepung bedst.
Vort Naboland Sverrig var med Undtagelse af Hel
singborg og Ramløse ligesaa ubekjendt for os, som
Rusland nutildags, da vore kjære Brødre hinsides
Sundet dengang paa Grund af gamle Erindringer