LivetIKjøbenhavn

129

sig selv, indtil vi endelig fik -Øjnene op for dets

Betydning for os.

Men om man nu just ikke havde alle de Egen

skaber, der dengang udfordredes til at foretage en

Udenlandsrejse, skulde man dog mene, at Datidens

Kjøbenhavnere nok kunde rejse lidt omkring og se

deres Fædreland. Det var dog ligesaa skjønt den

gang som nu: Møens Klint var ligesaa liød og

stejl, Gribskov ligesaa grøn og storartet, Bregninge

Kirke ligesaa høj og Himmelbjerget ligesaa maje

stætisk som nutildags.

Men der er den lille For-

skjel, at naar alle disse og mange andre af Lan

dets skjønneste Punkter i

vore Dage dog be

gynde at blive let tilgængelige, saa var dette ikke

Tilfældet i hine Tider: de laa i deres ensomme

Skjønhed og Majestæt, ukjendte mangen Gang af

de nærmest Boende.

Der gik vel dunkle Sagn,

begrundede paa enkelte dristige Turisters Beretnin

ger,

0111

at Udsigten fra Himmelbjerget paa en Au

gust-Aften, naar Lyngen staaer i Blomster, var

ganske henrivende, at Vesterhavet i Oprør var im

ponerende at betragte fra Bulbjerg, at Sandklitterne

vare nogle kuriøse Tingester at se, at Liselund var

et fortryllende Sted o. s. v., men Ingen vidste no

gen rigtig Besked derom og Ingen gjorde Alvor af

selv at undersøge Sagen.

Og det er ej at undre

sig over, da Adgangen til alle slige Steder var

yderst besværlig og kostbar. Vort offentlige Befor

dringsvæsen var nemlig ikke rigtig godt dengang;