136 / 233
128
ikke vare videre velsete af os.
Der var ikke Een
blandt Tusinde, der havde været i Kjøbenhavns nu
værende Forstad Malmø, og vel endnu Færre havde
besøgt vore Fosterbrødre i Norge, som nok heller
ikke længtes meget efter at se os.
Saa vare vi
mere velkomne i Hamborg og det store »Vaterland«,
som villigt aabnede sine Arme for os.
Ikke saa
Faa vovede sig med den lille Paket til Kiel eller
underkastede sig alle Besværligheder af en Rejse
med Diligence, Færgesmakke og Postvogn gjennem
Sjælland, Fyen, Slesvig og Holsten for at se den
vidunderlige By Hamborg, hvorfra vi fik alle vore
Fornødenheds- og Luxus-Gjenstande.
Nogle En
kelte dristede sig videre til Harzen eller Sachsisk
Schveitz, de gode Fodgængere vel endog til det rig
tige Schveitz og Stipendiaterne blandt de Studerende
og Kunstnerne helt ned til Italien, men faa vare
de Udvalgte blandt Privatfolk, som havde seet Pe-
terskirkens Kuppel eller indaandet Orangeluften i
Sorrent, og rnaaske endnu færre de, der havde væ
ret i London eller i Skotland.
England var den
gang som en lukket Bog for os; de Englændere, vi
havde seet her, havde ikke gjort noget tiltrækkende
Indtryk paa os, deres Sprog og Literatur var os
fremmed i hin tydske Periode, og at indlede Han
del og Samkvem med dem, der havde »stjaalet vor
Flaade«, — nej det var ikke tiltalende. Derfor lode
vi det Folk og det Land, der nu er rykket os saa
nær og er bleven vor naturligste Forbundne, skjøtt'e