124 / 158
erne med de der ved Sprøiterne arbeidende Folk. Mange af
dem, som ikke Ilden strax begyndte at fortære, men som saavidt
fik reddet sig, at de vandt at komme nogle Skridt bort fra det
aabnede Ildsvælg, bleve endnu der liggende i Bedøvelse a f den
i Øyeblikket alting opfyldende Røg, hvilket blev Tilfældet med
saa mange fleere, da mange af disse Folk alt længe førend dette
Ildens Hovedudbrud havde deroppe udholdt en skrækkelig Røg
og Damp. Disse Mennesker, disse brave Folk. der med Nidkiær-
hed havde vovet det yderste for at redde og slukke, medens det
var mueligt derpaa at anvende Bestræbelse, vilde snart endnu
være bleven Luernes Bytte, dersom ikke de mindre udmattede,
alle de, der ei selv segnede hen, havde grebet sig an og nu ogsaa
vovet sig for dem. Blandt dem, som trodsede den Fare selv at
qvæles for at unddrage Medmennesker fra Nøden, var Confe-
renceraad Chr. Colbiørnsen. Han forlod ikke dette gyselige
Sted, førend han havde draget med sig saa mange han kunde
af de bortsegnede og i friskere Luft faaet dem til Live, men
længe udholdt han ikke dette. Han maatte sætte sig selv i Sik
kerhed, dog erindrede han endnu dem, som han kort forhen
havde advaret uden da at kunne troe Faren saa nær overhæn
gende, som den nu virkelig befandtes, da Røgen i faae Øyeblik-
ke havde giort det næsten dræbende at gaae endog faae Skridt
i den dermed bespændte Gang. Han iilede ind til Enkedron
ningens Kammerjomfrue Harboe. Efter et Øyebliks Forløb
kom han med hende ud a f hendes Kammer; men ogsaa i dette
Øyeblik var Røgen endvidere bleven saa tyk, at han allerede
udmattet ei skulde have været i Stand til at frelse sig, hvis hun
ej havde vidst at anviise ham Vejen til den allerede før nævnte
Løntrappe, og hende vilde uden hans gientagne Advarsel og
Ledsagning Udgangen have været tilspærret.
SEKS Ø JENV IDNER
[
120
]