119 / 158
CHRI STEN HENR I KS EN PRAM
men han giver sig lidt Fart for at ville slaae Ruden itu og gribe
fat om Træværket. Det slog feil, han gled løs og faldt ned paa
Altanen. Flan laae der nogle Øyeblikke som død. Han mær
kede ikke, at han i Faldet havde slaaet den eene Arm af Leed i
Skulderen, forknust Ryggen og var overalt forstødt. Efter kort
Tids Bedøvelse bliver han dog i Stand til at reise sig. Nu følede
han først Smerterne. Et Par Mennesker ere komne tililende
giennem Apartementssalen. Den eene er den roemersk keiserlige
Gesandt hos vor Konge, Grev Breuner. Det første Ord paa
hans Læber er Raab om Hielp for de Ulykkelige, han havde for
ladt i Mezzaninen. De love ham alt, hvad mueligt er, men de
erfore hans Tilstand og med omhyggeligste Ømhed bære de
ham, da han ej længer kan bevæge sig, ned; medens Lieutenant
Rømeling og Major Normann bære ham ned, forlader Gre
ven ham et Øyeblik for at hente ham en Vogn, kiører selv med
ham ud paa Frederikshospitalet, formilder hans Lidelser med
deeltagende trøstfuld Blidhed, drager vaersomste og taalmo-
digste Omhu for ham, medens han kiører, og medens han brin
ges ud og forlader ham ikke, førend han har forsikkret sig al for
nøden Hielp for sine Reddede, og fortsat Omhu for ham frem
deles.
Det er Hr. Rønnes taknemmelige Vidnes [byrd] om denne
ædle fremmede Mand, jeg her fremfører; hvor behageligt blot
ukunstlet her at fortælle om hans Handlemaade, at kunne holde
ham en Lovtale, vis paa at vinde ham alle gode Hierters Bifald,
at hævde ham Ret til alle gode Danskes ærbødige Taknemme
lighed. Hvor behageligt for Læseren midt under Fremstillingen
af denne ulykkelige Dags Rædsler og Elendigheder at standse,
at oplives og et Øyeblik at hvile ved den Følelse, som Synet
af saadan Handlemaade trøstende opvækker. Høyt hæderfuld
[
1 1 5
]