114 / 158
nær op mod Cancelliet. Hun var kommen derop, sysselsat med
i en Hast at giøre sine Sager, saavidt mueligt, reede til at und-
drages Faren, da den omsider blev befrygtelig, skiøndt ikke
endnu ansaaes at være meget nær. Hurtig overvældes Gangen
a f Røgen. Hun er der tilligemed Hofdamen Frøken Løwen-
stierne, Kammerjunker von Qualen og hendes Kammerjomfrue
Schou. De erfore, at der er intet Øyeblik længer at spilde, men
idet de ville ud af Dørren, med hvad de i Øyeblikkets Forvir
ring kunde rive med, er Laasen smækket til, det er umueligt
at komme ud, der er kun den eene Udgang. Alle Forsøg paa at
sprænge Døren op ere forgiæves. De raabe, de vifte med Tør
klæder ud af Vindvet, længe ubemærkede; omsider kommer
dog et Par af Holmens brave Tømmermænd med deres Øxer.
Nu findes desuden og med det samme Nøglen, som man i For
virringen ikke kunde opdage. Selv Tømmermændcne vare nær
ved at qvæles i Gangen. Man kan ikke, tør ikke vove paa at
foretage den lange Fart langs igiennem den skrækkelige Gang.
Tømmermændene foreslaae og forsøge at hugge Hul giennem
Gulvet ned til Værelset neden under. Det vilde vare for længe;
det var uvist, om Faren ei der var den samme. Man beslutter
at forsøge at gaae ud. Da Døren igien er aabnet, er Røgen ble-
ven saa gandske forskrækkelig, at der lidet Haab er om levende
at kunne giøre det Par Hundrede Skridt. Imidlertid, der er intet
andet Raad; man gaaer, og ikke meget meere levende end qvalt
naae begge Hofdamer og Kammerjunkeren Enden af Gangen;
dog underveis savner Frøken Liittichau Jomfrue Schou, hendes
Kammerjomfrue, og er nær ved at vende tilbage for at faae
hende med. Hun var og i Tummelen bleven frelst, adskilt fra de
andre. Nede mod Enden af Gangen kan man ikke finde eller
har ikke Kræfter til at gaae ned ad Aabningen til den Sidegang,
[ n o ]
SEKS Ø JENV IDNER