109 / 158
CHRI STEN HENR I K S EN PRAM
mel, Mørket a f de ovenfra nedvældende Røgskyer, der begyndte
nu og da at oplyses a f de fremglindsende Luer - alt foreenede
sig til at giøre dette Øyeblik i høieste Maade forfærdeligt. Om-
trendt paa samme Tid eller noget forud, efterat dog Ilden alle
rede i nogen Tid havde raset inde i den øverste Mezzanins
Værelser og nogle Artillerister tilligemed nogle Staldkarle og
andre arbeidede der, strax inde ved Siden af Marmortrappen
paa søndre Side a f Taarnet, med at pompe og skaffe Vand,
brød den ogsaa med eet frem i denne Mezzanins lange Gange,
i alle Fløye, fra det sydvestlige Hiørne, hvor Branden var, øst
efter hen giennem Fløyen ud til Slotspladsen med saa over
ordentlig Voldsomhed, at det blev strax umueligt der at ud
holde Luen og Røgen. Ved første Explosion og Anskrig flygtede
alle de, der arbeidede ved Sprøyterne, eller dog de fleeste af
dem lige ned i Gaarden og adspredtes. Nogle a f Artilleriets
Haandværkere fortrød det at have forladt deres Sprøyte. De
søgte nogle a f deres Kammerader for at hielpe dem at faae
den reddet. De fandt Corpsets Chef, som beordrede en Ofhcier
med noget Mandskab til dette Foretagende. Disse hentede
Sprøyten med megen Fare mellem de nedfaldende Stumper af
Gulve og Bielker, de saae de andre Sprøyter synke mellem Ilden
og blive dens Bytte. En af disse andre Sprøyter var en a f Stal
dens, som Staldkarlene betiente. Da Ilden brød med denne
Vælde frem, eller da en Deel a f Gulvet brast og sank ned i
Luerne, reddede ogsaa nogle a f disse Folk sig, men adskillige
bleve saaledes omringede, at de ikke kunde undvige. Tre bleve,
meget forbrændte, revne ud af Ilden af de andre, som undgik.
Een brændte levende for de øvriges Øyne, uden at det blev
dem mueligt at rive ham ud af Branden. En anden, Hans
Christensen Brockenhuus, som forgiæves stræbte at kiæmpe sig
[
105
]