112 / 158
dette Øyeblik her var virkeligt. De, som kom op i dette Stok
værks Gange, hørde giennem det frygtelige Mørke, hvor intet
Glimt af Lys var at see, da selv Brandens Lysning ikke endnu
naaede hid, og ingen Straale a f det udenfor neppe endnu da
lende Dagslys kunde trænge ind, hver Vraae opfyldt enten a f
Hensegnendes sidste Skrig eller allerede Faldenes convulsiviske
Stønnen i Dødskampen. Hvert Skridt snublede man over Men
nesker, som enten alt laae i Dvale som Døde eller i Dødens
Convultioner. Snart oplyste en eller anden sig fremslyngende
Lue for et Øyeblik denne Rædsel, men Luerne droge sig endnu
i Førstningen strax tilbage og efterlode allene det forrige Mulm,
da Ilden selv ikke kan næres i en saa fordærvet Luft, førend den
ved den tilstrømmende friskere finder Næring.
Men ogsaa var det her og nu, at Menneskekiærlighed og
Kiækhed foreenede sig for ved overnaturlig Anstrængelse at
skaffe Redning, skiøndt at redde noget betydeligt Antal a f de
her, som det lod, til Døden indviede, om ei alt dræbte Menne
sker syntes rigtig nok at ligge uden for Mulighedens Grændse.
Allerede at forsøge derpaa var forbundet med trodsende Døds
fare. Der var desuagtet mange, som modige overvandt alle disse
Hindringer for at redde Menneskeliv, hid opkaldte enten ved de
herfra lydende Skrig eller blot ved Menneskekiærlighedens mod-
indskydende Røst. Disse deelte nu Dødsfarerne med dem, de
vilde redde og som Farerne alt her havde overrasket. Adskillige
a f de kiække og ædle Tililende bleve og her liggende halv afli
vede. Det lykkedes imidlertid at redde mange, de fleeste, ja -
da der a f dette Stokværks Beboere neppe savnes nogen.
Da disse Kiækheds i den høie Grad ædle Handlinger ingen
lunde foretoges a f Pral, og de for det meeste hverken havde eller
kunde have andre til Vidner end dem, der bleve reddede, men
SEKS Ø JENV IDNER
[
108
]