118 / 158
Gang eene at bryde giennem Røgen for om mueligt at skaffe
Stiger til Vindverne eller hvad Raad mueligt kunde være, for at
redde de indsluttede Offre. Han var gaaet et halv Snees Trin, da
han faldt over noget udslæbet Tøy, blev bedøvet a f Røgen og
Heden, søgte, for at frelse sig, en Dør; den var lukket, end een,
ogsaa lukket, og traf endeligen endnu Dørren til det samme
Værelse, han havde forladt. Det var hvad han saa meget des-
meere ønskede, som han vel havde Haab om at redde sig selv,
men hvis han omkom, Haabet om Redning for de ham betroede
Børn og syntes ude. Han vilde deele Skiæbne med dem og ønsk
ede ikke at reddes uden for at redde dem, eller dog see dem tillige
reddede. Men det var nu befundet fuldkommen umueligt for ham
at komme ud giennem Gangen, som og umueligt at opraabe Bi
stand fra Gaarden. Det syntes afgiort, at samtlige de her ind
sluttede her skulde døe. Foruden Røgens Ovælen var ogsaa den
og Luften selv lueheed. Der stod en Sæng i Værelset. Man be
sluttede af dens Gardiner og Lagener at giøre et Toug, hvormed
en a f dem kunde nedhidse sig giennem Vindvet til den om
meldte Altan og derfra faae bragt Stiger eller Redning for de
tilbageblivende, som ej ad denne Vei kunde reddes. Man
havde intet Redskab, Saxe, Knive eller deslige, men beed Søm
mene eller Kanterne af Tøyet itu, reev det i Strimler, knyttede
disse sammen og fæstede det saaledes istandbragte Toug i Vind-
vesposten. Hr. Rønne blev den, som skulde stige ned, skiøndt
hans Kræfter allerede meget vare svækkede. Den tilbageblevne
Hoflaquai Winge tog fat i Tougets løse Ende, Hr. Rønne steeg
ud, havde Touget mellem Benene, holdt det fast med Hænderne
og firede sig saaledes et Stykke ned. Uden for et Vindve i Prinds
Frederiks Værelse næst neden under faldt dem ham ind, at han
med mindre Fare kunde gaae der ind igiennem. Det var lukket,
SEKS ØJENV I DNER
[ i i
4
]