120 / 158
var den for ham, men til heele vor Nations Hæder i Alminde
lighed, som til de mange ædle Individers især, være det ej ube
mærket, at Handlinger a f lignende Slags i disse rædselsfulde
Timer ideligen saaes udøvede af Mennesker af alle Folkeklas
ser, at den hæderfulde fremmede Mand saae sig der i talrig
Skare a f Mennesker, som havde ligesom han viiste sig værdige
til den hæderværds Plads blandt de virkeligen Ædle.
Børnene og deres Morbroder med Laq. Winge, som bleve
tilbage i Mezzaninen, saae Hr. Rønnes Fald og Mueligheden
til at reddes med ham sandsynligviis forbi. Deres vedblivende
Raab syntes upaaagtet, og Branden hvert Øyeblik tiltage og
nærme sig med hurtige Skridt. De maatte altsaa forsøge endnu
engang, om det kunde udholdes at komme Gangen ned igien
nem og finde Frelse eller, som syntes rimeligere, Røgen skulde
der quæle dem og de kun derved reddes for at brændes levende.
Enten nu det, at en Deel af Taget ved Ilden var giennembrudt,
havde giort, at Røgen og den sammenpressede Luft paa Gan
gen var lidet fortyndet, eller deres Lunger, da de nu lidt meere
vare vante til dens Indaanding, bedre kunde holde den ud,
saa lykkedes det dem nu, netop inden reent at qvæles, at komme
til henimod Gangens Ende, hvor der skulde bøyes om til Tvær
bygningen. Balle førde begge Drængebørnene, een ved hver
Haand, og Ipsens Datter holdt sig fast ved hans Klæder. De
vare nær ved Ombøyningen, da en der hensegnende Karl, som
ikke kunde finde ud, og hvis sidste Kræfter vare paa det nær
meste udtømmede, udstønnede et huult Skrig om Hielp. Pigen
glemte sin egen Trang til Hielp, greb ham for at drage ham
med, men maatte derved slippe sin egen Leder. Saa nær ved at
frelses var hun ved denne sin Hielpsomhed atter paa det nær
meste ved igien at omkomme. Dog ei allene undgik hun, men
SEKS Ø JENV I DNER
[
116
]