117 / 158
CHRI STEN HENR I K S EN PRAM
en af de to mindste ved hver Haand vil han gaae ud, men nu
var det, at Røgen, som allered meldt, saa gandske havde opfyldt
Gangen og Trætrappen ikke tillod nogen Nedgang meere. Han
hørte nogen raabe: „Ingen komme til Trætrappen, den er be
spændt med Røg, man maa omkomme, løb til den anden Ende.”
Fortumlet af Røg og Mørke løb han med Børnene imod Mar-
mor-Trappen. Det var at løbe henimod Ilden. Det blev da baade
ham og de andre umueligt at komme ret langt frem. Han søgte
en Dør og fandt en aaben. Døren var til et Værelse ind til Gaar-
den, ligeover en Altan, der var paa Portalen udenfor Aparte-
mentsalens Vindver. Han fandt her to andre, en Student Han
sen, om hvilken siden, og en Laquai Winge, der ligesom han og
Børnene med deres Morbroder her søgte et Øjebliks Frelse.
Giennem det aabnede Vindve droge de nu, hvorvel røgblandet,
dog friskere Luft end den dræbende i Gangen, men her saae de
og Luerne vælte ud a f Vindverne ligeover for og Røgen dynge-
viis fra alle Sider. Langt Ophold her var altsaa ingenlunde raa-
deligt. Lidet forfrisket vilde Rønne, at Laquai Winge som bedre
bekiendt med Slotsgangene skulde føre dem an for at gjøre den
korte, men skrækkelige Vandring, men Winge forsikrede, at det
var umueligt, han havde været paa Gangen, sagde han, og var
nær ved at qvæles. Rønne bad atter, at man skulde vove det end
nu engang for at redde de uskyldige Børn tilligemed sig selv.
Men forgiæves. Ingen vilde vove det. Hr. Rønne vil forsøge paa
at giøre den korte, men skrækkelige Vandring giennem Resten
af Gangen. Men Røgen var om mueligt bleven endnu tættere.
Børnene ere blevne forskrækkede og tør ikke følge ham, de andre
tør ej tilraade det. Man havde alt forud skreget ud om Hielp i
Gaarden, men forgiæves; lige Skrig løde fra alle Kanter, ingen
kunde med Virksomhed agte derpaa. Hr. Rønne forsøger tredie
[
1 1 3
]