113 / 158
CHRI STEN HENR I K S EN PRAM
disse oftest ikke kiendte dem, ved hvis kiække og ædle Bestræ
belser de bleve reddede, ofte ikke saae dem fra det Øjeblik, de,
frelste og nedbragte fra Faren, vaagnede af den Dvale, i hvil
ken de fandtes, saa er det rimeligt, at mange a f disse Helte -
det vare de i Ordets ædelste Bemærkelse - ei allene ere endnu
ubekiendte, men og for stedse vilde blive det. Kun faae a f dem,
og det endda kun for det meeste hendelsesviis, ere siden bleven
opdagede. De Reddedes Taknemmelighed kan ei mangle efter-
haanden at opspore og at tilkiendegive Publieum flere, hvis
Navne deres Beskedenhed ønskede at holde skiulte.
I Almindelighed kan man bemærke, at, da den stigende Fare
nys førend Røgen saa gandske overvældede dette hele Stokværk,
did har opkaldt om ei alle dette Stokværks Beboere, da mange
a f dem endnu stedse vare saaledes sysselsatte med Herskaberne,
at de lidet tænkte paa sig selv, saa dog et lige saa stort Antal
Mennesker, som indfunde sig for at redde for dem, at der altsaa
i dette Stokværk var i dette Øyeblik et stort Antal Mennesker
tilstede, hvilke som sagt alle, i det mindste paa meget faae nær,
ved de Tililendes Ædelmodighed og Kiækhed bleve reddede,
da kun faae ved egen Kraft vandt ned, ligesom de, der med no
gen Bevidsthed i Førstningen kom ned, alle bevidne, at Gangene
laae fuldstrøete a f Døende, eller, som det syntes, døde Menne
sker. De ædle kiække Reddendes Antal maae derfor have været
meget stort. Det er saaledes langt fra Historien af alle de her i
et Rum af høit to Timer (Klokken Halvsex til Halvotte) ud
øvede mange storligen ædle Handlinger, men kun meget faae
Prøver deraf, ieg her kan meddeele. Her bliver meget, ret meget
tilbage at udfylde.
Hofdamen, Frøken Liittichau havde sine Værelser langt oppe
i den lange Mezzanin Gang i Bygningen ud til Slotspladsen
[
1 0 9
]