111 / 158
CHRI STEN HENR I KS EN PRAM
blik satte i den øyensynligste, en, som det syntes, aldeles uund-
gaaelig Dødsfare. I rædsomste Skikkelser viste sig Døden, hvor
hen man vendte sig. Faae Øyeblikkes Tøven var enten at bræn
des levende eller at knuses under Faldet a f de brændende Biel-
ker, at ville undflye var at qvæles i Røg, af Vindvet henved
Halvtredsindstyve Alen fra Jorden var det umueligt at komme
uden enten at slaaes ihiel paa Stedet eller, endnu værre, levende
at knuses og knust døe en langsom Død. Et almindeligt Skrig
lød giennem Gangen og fra alle dens Værelser, overvældende
alle med Forestillingen om Farens Almindelighed. Om V e l
færds eller Ejendoms Redning fra Luerne kunde her ikke være
ringeste Spørgsmaal meere. Saa uduelig var Luften her bleven
til Indaanding, Røgen og Heden uberegnet, hvorved den des
uden allerede kunde være qvælende, at alle de nyantændte Lyg
ter paa faae i Gangens nordligste Ende nær slukkedes af sig selv.
Der var ingen anden Vei for dem i den sydligste Ende af den
190 Alen lange Gang end at gaae lige op til dens nordligste Ende
for da at vende om og komme ned ad den saakaldte Dronnin
gens Trappe i den nordre Sidefløy ind mod Gaarden, uden at
man vidste, om ikke ogsaa der alt var Brand, og dette skulde
man gaae i denne Luft, hvor faae Skridt allerede vare bedø
vende og fældende. Hertil kom, at der allerede i Gangen stod en
Deel Kufferter og Sager, deels did hensatte til Redning fra de
Værelser, hvor Branden allerede virkeligen herskede, tildeels og
fra Beboerne i Gangen selv. Over disse faldt de, som vovede sig
frem, hvilke her halv aflivede af Angst, som med den glødhede
Lufts Trykning mechanisk overfaldt endog de kiækkeste, halv
virkeligen og legemligen qvalte bleve liggende uden Kraft til at
reise sig og uden Bevidsthed. Neppe kan selv den heedeste Ind
bildning male sig et gyseligere Rædselsoptrin end det, som i
[
107
]