17 / 158
I N D L E D N I N G
Der findes hver Gemak forgyldt, saa rød som Lue,
og konstig Arbeyd med Forundring at beskue,
kort sagt dets Herlighed ey kand beskrives her,
dets Lige ikke nu udi Europa er.
Da Statsminister og Geheimekonferentsraad Johan Ludvig
von Holstein Lørdagen den 6. August 1746 fra Altanen mod
Slotspladsen tre Gange raabte ned til den forsamlede Mængde:
„K ong Christian den Sjette er død! Længe leve Kong Frederik
den Fem te!” fik - som Jens K ragh Høst etsteds skriver - „snart
Alting, baade ved Hoffet og udenfor Samme, et ganske for
andret Udseende. Det bigotte, skinhellige, tvangfulde og for
skruede Væsen forsvandt, uskyldige Forlystelser vendte tilbage
fra deres sextenaarige Landsforviisning, Frihed, Aabenhed, Mun
terhed bleve herskende” . Ordene er bevidst sat skarpt op, men
Forandringen og Forskellen fra før var tydelig nok. Med det
nye Kongepar begyndte en Periode paa tyve Aar, hvori det
nu var Christiansborg, som blev det muntre Midtpunkt for
Hoflivet og — det var en meget betydningsfuld Forskel - for
hele Hovedstadslivet, idet Adel og Borgerskab fra nu a f under
Festlighederne blandedes lige saa omhyggeligt som Kortene
ved Spillepartierne i „Kongens Galleri” . Mellem de nye Gæster
er ogsaa Holberg, som i en a f sine Epistler aabent udtaler sin
Glæde over Forandringen og fortæller:
„a t je g nu paa min gamle Alder iblant kommer til Hove.
Det skeer ikke a f nogen Forfængelighed. Men je g finder intet
behageligere Sted end [dette] for en Philosopho, thi her kand
man bivaane en høy Forsamling uden Masqve, uden Sminke,
uden afpassede Skridt, og uden paa Skruer satte Ord, saa at
man udi et Kongeligt H o f seer den naturlige Stands Simpli[ 2 1 ]