19 / 158
I N D L E D N I N G
M
ed
Aarene var Slotsfa^aden mod Slotspladsen, hvor Folk
kunde samles lige under Altanen, efterhaanden rykket op til at
blive Hovedfa9aden. Det blev, efter det næste Regeringsskifte,
navnlig tydeligt gennem tre Altanscener.
T
ir s d a g e n
den 14. Januar 1766 blev det Udenrigsminister
Johan Hartvig Ernst Bernstorffs Tu r til at udraabe en ny
Konge efter den nu gængse Formel. Straks efter kom den næsten
17-aarige, lille og spinkle Christian den Syvende springende ud
for smilende at modtage Mængdens V ivat-Raab . Det vakte -
lige efter Faderens Død noget over M idnat - Tilskuernes For
bavselse og Ubehag, skønt den københavnske Presse allerunder
danigst meddelte, at „til Trøst i Landets største Bedrøvelse kand
dette meldes som noget høyst glædeligt, at Hans Kongelige
Majestæt allernaadigst i egen allerhøyeste Person lod sig see fra
Portalen.”
Fredagen den 19. April 1771 kunde Luxdorph notere i sin
Dagbog: „Mellem K l. n og 12 blev fra Slots-Altanen udkast
Porcellains-Dukker, IldskufTer, Bøgger, Noder etc. Der var over
400 Mennesker samled. Hver løb med sit.” Flan nævner ikke,
hvem der udfoldede denne sære og sindssyge Ødelæggelseslyst.
Men det var ikke nogen enestaaende Scene. Andre Gange var
det kostbare Spejle, Møbler eller Statspapirer, som Kongen og
hans Negerdreng slyngede ned mod Stenbroen.
Fredagen den 17. Januar 1772 var der meget tidligt igen en
Mængde Mennesker paa Slotspladsen. De to sidste Aar havde
gjort Slottet til Skuepladsen for Struensee-Periodens ægteskabe
lige Trekant og skandaløse Intriger og Optrin omkring den
sløvsindede Konge, som imidlertid ikke blot var og blev M aje
stæten, men udefra ogsaa opfattedes som den a f Omgivelserne
[
2 3
]