15 / 158
I N D L E D N I N G
verset, der har en anden Rytme, vender Digtet tilbage til sit
Udgangspunkt:
Saa staae da ! saa prang da ! saa prunk da ! i Norden
Du mægtige Kongers saa prægtige Boe,
til heele Naturens høj-viiseste Orden
skal brydes og brækkes og briste i to.
Den Ævighed, Tiden kand love og give,
har Himlen besluttetfor Kongens Pallads,
men kand ej hans Muure just ævige blive,
men endeligfalde i Stave og Qyads.
Saa har Hand en Bygning, som giort uden Hænder
med Ævigheds Ævighed varer og staaer,
naar Himlen og Havet og Jorden opbrænder
og Alt som et Snee-Slot i Solen forgaaer.
Da Wadskiærs Velynder, Professor og daværende Hofpræst
Erik Pontoppidan den yngre overrakte Kongen Bogen, læste
Majestæten straks Begyndelsen og syntes saa godt om T ilegnel
sens letløbende Vers, at han først tilbød Digteren en T itel og
derpaa, da den paa Grund a f Udgifterne allerunderdanigst blev
afslaaet, 100 Rigsdaler om Aaret. Ogsaa Slutningen om Jordens
Forgængelighed og Himlens Evighed maa have behaget hans
pietetiske Gudfrygtighed. Hverken Digter eller Konge kunde
tænke, at Tidsfristen i andet Vers kun skulde blive 54 Aar.
M an kan ikke lade være at forestille sig Muligheden a f et
senere Møde mellem de to Mænd: den kun 28-aarige, lille og
magre, kønne og sikkert muntert smilende Wadskiær i Audiens
hos den da 42-aarige, lige saa uanselige, uskønne, sky og tung[ 1 9 ]