11 / 158
I N D L E D N I N G
bemærket og i stadig stigende Grad. Først i Sommeren 1737,
da Murerne arbejdede oppe i anden Mezzanins Højde og
nedenfra lignede lutter Dværge paa deres „Himmel-Naboe-
Toppe” . Wadskiær lod da i et Ugeblad indrykke nogle versi
ficerede „Reflexioner” , der triumferede over, at man nu havde
imødegaaet den Spot, som den engelske Gesandt Molesworth
i sin T id havde „overspyet” det gamle Slot med. Aaret efter,
da Kransen hejsedes, greb han behændigt ogsaa denne Lejlig
hed til Kongehyldest:
Staa ! Stolte Konge-Gaard,
som skal i Dag staae Brud
for Nordens Under-Gud,
staa, medens Verden staaer.
Det store Gudfrygts Hav,
den store
C
h r ist ia n
med Himlen treffe hand
etyndigt Naboe-Lav.
Foruden Ydmyghed
hand indtet nedrigt har,
men Slottet nedrigt var,
hvorfor det maatte ned.
Glem Fama ! Aldrig det:
Først bygte Absalon,
sidst bygte Salomon.
Er det ej troffen ret ?
Tredie Gang tog Wadskiær sig sammen for Alvor. De to
smaa Rimerier var vel blevet bemærket ved Hoffet, men havde
lige saa lidt som Sørgedigtet over Kongens Svigermoder haft
den forønskede V irkning for den fattige Akademiker. Men nu
nærmede Fuldførelsen a f den nye Residens sig i hele den ko
lossale og for alle Undersaatter synlige Størrelse, der var et saa
glimrende Symbol paa selve Kongens Storhed. Digteren opbød
derfor al sin Lærdom og Opfindsomhed. Det blev til en volu
minøs K va rt paa ialt 348 Sider med en sidelang T itel: „Poetisk
Skue-Plads aabnet paa det saa kongelige som kostelige Chri-
[
1 5
]