14 / 158
SEKS Ø J E N V I DN E R
Mellem hans meget store Kongegerninger er ogsaa Slottet,
som Europa ikke har Mage til og Poeterne ikke Evne nok til
at beskrive. Alligevel forsøger Wadskiær og overdriver straks,
idet Taarntrappens 183 Trin bliver til 3000, hvorpaa han om
taler de norske Marmorfliser, de spejlsmykkede Kaminer, de
guldindvirkede Gobeliner med mytologiske Motiver eller de
malede Frugtstykker, der er saa livagtige, at man faar „F lyve-
Lyst” til at plukke en Appelsin. Hele T iden husker man sam
tidig Kongens egne Ord om
at han sit store Slot a f egen store Pung
og uden nogen Skiærv a f Landet lod oprette
for Undersaatten ey dermed at falde tung.
De andre kongelige Slotte kan slet ikke maale sig med
Christiansborg:
Lad Walbye-Bakke kun sit
F
r id r ic h s b e r g
oplette,
som Fierde Friderich lod klavre saa i Veyr.
Det kiøbenhavnske Slot kand alle Bakker slette,
Vel tabt! naar Faderen maa lade Sønnen Seyr.
Jeg tier
F
r e d e n s b o r g
,
den lille Skov-Gudinde,
som med en Sommer Smiil kand vinde Nordens Gud,
thi Mygen lader sig vel ikke saa forblinde,
at den en Elephant til Feyde fordrer ud.
Herfra stiger det lange Lejlighedsdigts pompøse Panegyrik
til pyramidalske Højder, idet nu ogsaa Dronningen, der er lige
saa byggeglad og from som Gemalen, faar sin rigelige Ros. Selv
Jorden er for trang til at huse Majestæterne. Kun Himlen er
stor nok for deres dydige og udødelige Aander. Først i Slut-
[
1 8
]