18 / 158
SEKS Ø J E N V I DN E R
citet forestillet. Jeg vilde derfor ønske, at je g kunde komme der
oftere, men om Vinteren udi de koldeste Maaneder tillader
min Helbred mig ikke saadant.”
Inden for Murene begyndte Assemble’er, Baller, Karnevaller
og Koncerter at skifte, og udenfor fjernedes baade Jernlænkerne
paa Slotspladsen, de to Hestgardere paa hver sin Side a f Porten
med deres dragne Sabler og det røde Rækværk ud mod R ide
banen. Men da den unge Dronning fem A ar efter døde og ha
stigt erstattedes med Dronning Juliane Marie, slukkedes det
Solskin, der hidtil ligesom havde forflygtiget Skyggerne ved M o
narkens svage Karakter, saa de blev dybere og tydeligere end
før. Men - set udefra - vedblev Christiansborg i disse tyve A ar
at være „Skjoldungens Hus” , som Folket betragtede med over
bærende Kærlighed og tilvant Ærbødighed og Poeterne ombøl
gede med den traditionelle Kongerøgelse. Mellem dem var til-
sidst selve Johannes Ewald, hvis Sørgesange ved Kongens Død
skaffede den ganske unge Teolog Digternavnet. Etsteds lader
han Freden sige:
Hans Slot var mit Paulun, hans Navn min Ære.
Det var en Strofe, som Samtiden forstod. Man havde oplevet
den preussiske Syvaarskrig, da „Vesterhavet brusede med To r
den” under de engelske og franske Flaaders Kampe og „T ysk
lands Bierge svømmede i Blod” . L ige efter havde Ruslands
Skygge et Ø jeblik formørket Kimingen. Men Danmarks Neu
tralitetspolitik havde faaet Freden til at flygte til „Frederik i
Norden” og gjort ham værdig til Oliegrenen. Ewalds O rd her
var talt ud a f Befolkningens Hjerte. Den havde følt sig tryg og
taknemlig i L y a f Kongeslottets mægtige Mure og tillagt K on
gen Æren derfor.
[
2 2
]