26 / 158
SEKS Ø J E N V I D N E R
Eftersyn. Da Ulykken indtraf, voksede Forvirringen og Raad-
løsheden med samme Fart som Flammerne. Der var Folk nok
baade til at redde og slukke: Brandsvende og Borgere, M atro
ser og Soldater, Lakaier, Staldbetjente og Studenter mellem
hverandre og ofte baade dristige og dygtige, men ofte ogsaa med
planløs og tilfældig Hjælp. Den eneste formildende Omstændig
hed var Sydøstvinden, som drev Ilden bort fra Biblioteket og
Børsen, Kancelliet og Kunstkammeret, Tøjhuset og Ridebanen,
men til Gengæld drog baade Slotskirken og Staldbygningerne
langs Kanalen mod Gammelstrand med ind i Ødelæggelsen.
D e n
vældige Brand blev naturligvis en uforglemmelig Begiven
hed for alle, som oplevede den, og derfor omtalt i mangfoldige
Breve og Beretninger fra Tiden. Men den blev det paa højst
forskellig Vis, eftersom det var samtidige eller senere Skildringer,
stærke Øjebliksindtryk eller svagere Erindringsbilleder. En a f
de Brevskrivere, som holdt den afskedigede Hofmand Johan
Biilow til Sanderumgaard paa Fyn underrettet om Forholdene
ved Hoffet og i Hovedstaden, sluttede saaledes: „Den ulykkelige
Tildragelse med det skiønne Christiansborgs Ødelæggelse har vist
rørt Dem meget. M ig har den saaledes rystet, at je g endnu er saa
nervesyg, at je g neppeveed, hvad je g siger eller foretager m ig” .
Ogsaa den daværende Inspektør ved Vajsenhuset Jacob Gude
har i sine for Tidshistorien saa værdifulde Erindringer en lang
og levende Skildring a f Slotsbranden med mange malende En
keltheder og tilstaar, da han 14 A ar efter nedskriver sine Ind
tryk, at det var „det rædsomste Syn, je g nogensinde har set, og
naar man tænker sig, at alt det Træ, som var i denne colossalske
Bygning, fortæredes til den sidste Splint, og at denne hele
Strækning brændte som en i Brand stukken Tjæretønde, saa kan
[ 3 0 ]