31 / 158
I N D L E D N I N G
„D a de næsten vare komne over Slotspladsen, hørte de bag sig
en frygtelig Gnistren og Knagen, og en pludselig blendende
Lysning opklarede den hele Omkreds. Den urolig bølgende
Menneskemasse stod som fastnaglet, Bærerne vendte sig uvil-
kaarligen omkring mod det brændende Slot og satte Baaren
ned. De rasende Flammer brøde nu ud a f alle Vinduer i den
mægtige K j empebygning. De dampende Røgskyer svævede høit
op i den øverste Dunstkreds, og de lange Flammetunger fra
flere hundrede V induer forenede sig i Høiden med det brænden
de Tags uhyre store Ildmasse, hvis Luer a f Kobberklædningen
farvedes purpurrøde og smaragdgrønne. M idt i denne frygte
lige Ildcolos stod det brændende Taarn - en Flammepyramide
i et Flammehav! Man saae det vakle, saae hvorledes det alt
mere bøiede sig imod den ene Kant, saae det brændende i lys
Lue med frygtelig Bragen at styrte i det brogede, bølgende Ild
hav - og en tyk sort Røgsty tte, der pludselig med Vælde brød
frem fra Dybet og forvandlede den blendende Oplysning til
Nattens Mørke, betegnede Stedet, hvor det styrtede hen.”
Den anden Tilskuer var den da 27-aarige medicinske Stu
dent og senere baade Lægé og Digter Rasmus Frankenau. Fire
A ar efter offentliggjorde han i et Tidsskrift sin Elegi „Christi-
ansborgs Ruiner. Natten efter Branden” , som Samtiden kaldte
for „et Mesterstykke i skildrende Poesi” og hvoraf nogle Vers
derfor skal anføres:
Midnatstormen kold og rædsomt hviner,
Ingen venlig Stierne smiler mig;
Brustne Mure, glødende Ruiner,
Skuer Øiet, hvor det vender sig.
Skumle Steenhob ! matte svovlblaae Lue !
[ 3 5 ]