30 / 158
„I maae gaae tilbage og lade mig faae Plads,” raabte han, idet
han viklede Touget op, holdt fast i den ene Ende og begyndte
at forsøge paa at kaste den anden med Jernhagen forsynede op
til Balconen; men den tæt sammenpressede Mængde hindrede
ham. „T ilbage der!” raabte han; Andre hjalp til at skaffe Plads,
og da han havde saameget Rum, at han nogenledes kunde
svinge Strikken i en stor Bue, rykkede de Nærmeste tilbage a f sig
selv, for ikke at rammes a f Jernhagen. Efter nogle frugtesløse
Forsøg lykkedes det ham at kaste den til Touget befæstede Jern
hage op til Balconen. Man forbausedes ved at see, hvad Enhver
havde holdt for umuligt. V ed ethvert frugtesløst Forsøg ud
stødte den fiirskaarne tørre, laconiske K a rl blot et fortrædeligt -
„E h !” Da det var lykkets, raabte han høit: „G jør den fast!”
Dette skete, og med utrolig Hurtighed klattrede han op til Bal
conen. Her saae man, hvorledes den Mand, der havde raabt om
Hjælp, med kraftig Arm løftede den anden over Rækverket og
stillede ham saaledes, at han beqvemt kunde faae fat i Touget,
medens den dristige Redningsmand nedenfor understyttede
ham. A lle Tre omspændtes a f Flammerne, men begge de, der
svævede ved Touget, giede sikkert og langsomt ned, medens den
T ilbageblevne svang sig over Rækverket, holdt sig fast derved
med den ene Arm, og svævede saaledes frit i Luften i den bety
delige Høide. Først da Begge havde naaet Jorden, greb han
Touget og gled hurtigt ned.”
Steffens omdigter her en virkelig Tildragelse, idet Forbilledet
findes andetsteds, bl. a. i P. E. Rasmussens her aftrykte Beret
ning. Han glemmer end ikke at lade Mængden paa Slotsplad
sen raabe: „Saaledes bære vore brave Skibstømmermænd a f
Holmens faste Stok sig altid ad” og naturligvis heller ikke „den
frygtelige Brands høieste Punkt” :
SEKS Ø J E N V I DN E R
[ 3 4 ]