28 / 158
Ovre ved Marmorbroen eller - som den dengang hed - „N ye
Bro” stod den 14-aarige Adam Oehlenschlåger og hans Fader
som Tilskuere til det „frygtelig-skiønne Skuespil” . Han huskede
siden især de rent maleriske Detailler, da Kobbertaget smeltede
og de røde, blaa og grønne Luer steg op i Luften med de dejlig
ste Farver, da Taarnets sorte Kæmpekrop vaklede og styrtede,
da der paa Hjemvejen var lyst helt ud til Frederiksberg og da
en lang, lysegul Røgstøtte drev for V inden hen over Sønder
marken. I hans Erindring var det en „poetisk” Brand.
Stilfærdigt og jævnt omtalte Erich Christian W erlauff paa
sine gamle Dage to Gange, men ganske kort, hvad han som 12-
aarig Dreng havde iagttaget fra Hjemmets Køkkenvindue i
Kompagnistræde og næste Morgen, da Moderen gav ham Lov
til at gaa ud. Han havde allerede som 6-aarig været paa Slottet
og oppe fra Riddersalens Galleri, som nu og da var tilgængeligt,
faaet udpeget „Svenskekongen” Gustav den Tredie, som 4. No
vember 1787 sad ved „Bundteradstaflet, iført en blaa Trøje og
med Elephantordenens brede Baand over Skulderen” . Fra
Brandnatten huskede han især, at der hele Natten „faldt Gni
ster og Funker som en Ildsnee” , og at man kunde mærke Fernis
lugten, da Malerierne i Riddersalen og Kongens Galleri næsten
alle brændte. Mærkeligt nok havde han den foregaaende Nat
drømt om en stor, brændende Bygning og om Matroser, der
satte Stiger til Vinduerne, og troede stadig paa dette Varsel.
To Tilskuere omsatte deres Indtryk i skønlitterær Form. Den
ene var den 21-aarige Henrik Steffens, som lige var ved at af
slutte sine Studier og samme A ar rejste til Norge og derfra v i
dere til Tyskland for først 1802 igen at gæste Byen for at holde
de berømte Forelæsninger. Da han som halvgammel Mand og
Professor i Breslau havde læst Walter Scott og set den Lykke,
SEKS Ø J E N V I DN E R
[ 3 2 ]