95 / 158
C HR I S T E N H E N R I K S E N PRAM
ste Middel til at udbrede den, hvilket dog ej er mærket. Han
maatte frygte, at Ilden denne Gang som forhen, naar den paa
lige Maade havde fænget, vilde røbet sig i Tide og bleven fore
kommet, førend den kom til Udbrud og over Alt, at den i det
allerhøyeste vilde have fortæret, hvad der var inden de Muure,
som omgave det ommeldte Rum, hvilket og upaatvivleligen
vilde have skeet, dersom samme Muure istedenfor kun at gaae
op til Loftet havde gaaet giennem Loftet op til det øverste af
Taget. Det havde da bleven mueligt at anbringe Slukningsan-
stalter i alle Dørrene paa Siderne og Ilden bleven hindret fra at
bryde længere ind rundtom. Dette skeede kun, fordi Røgen og
Luen, da Branden først var kommen op paa Loftrummet,
giorde det umueligt der at anbringe nogen Foranstaltning
meere, hvorved den ganske ubehindret og som med et foer
rundt om den heele Slotsbygning, bragtes derfra ned giennem
alle Opgange og giorde det derved ogsaa umueligt overalt først
i de øvre Stokværk, siden længere ned at arbeide paa Slukning
eller engang der at drage Aande, hvortil da kom Communica-
tionen giennem det uopfyldte Trappehul i den søndre Sidefløy,
hvorom nærmere siden, ved hvilket Branden snart blev med-
deelt paa eengang til Gangene i alle Stokværk. Men det være
hvordan det vil, saa, skiøndt privat Hævn og Ondskab, som
Erfarenheden lærer, stundom har kunnet formaae Menneske
afskum til at blive Mordbrændere for Privates Huuse, skulde
det have Skin a f Sandsynlighed, at der her fandtes nogen, som
med den dertil fornødne Helvedondskab forbandt Galenskab
nok til at være Kongeborgens Mordbrænder ? Nogen, som med
det dertil fornødne Forbittrelses Raserie mod Kongefamiliens
Personer, hvilke han dog ved mindste Eftertanke vilde finde ei
at være de, der leede meest ved Brandens Ødelæggelse, for[ 9 3 ]