Musikforeningens

158

— Schall som Dirigent —

men kun hvad han ikke skulde gjøre“. Selv dette lærte han imid

lertid aldrig ganske. Ligesom H. G. Andersen kunde han ikke

komme ud af Retskrivningen. „Han kan ikke skrive otte Takter

efter hinanden uden Fejl“, sagde Kuhlau haanlig om ham. Ikke

desto mindre var han, navnlig som Balletkomponist, et Geni og en

Opfinder i sin Kunst, om hvem Oehlenschlåger vidner, at hans

Musikstykker vare „fulde af Effekt, Melodi, Karakter og nogle af

dem i en tragisk Flugt og Begejstring, hvori hverken W eyse eller

Kuhlau naaede ham “.

Lians Op.

var „Six Solos pour le Violon avec la Basse con-

tinue“, der udkom i London og vare dedicerede hans Velynder,

den spanske Minister i Kjøbenhavn, Marquis de Musquiz. De efter

fulgtes af en talrig Mængde Instrumentalværker til Koncertbrug,

mest Koncerter for

eller

Violiner, men ogsaa for Bratsch,

F løjte, Valdhorn osv. Flere af hans Ouverturer til Balletter og

Syngespil vare yndede Orkesterstykker, som jævnlig spilledes paa

Koncerter.

Schall var endnu ikke

Aar, da han i

1776

første Gang-

dirigerede en Balletmusik. Fire Aar efter blev han Orkesteranfører

ved Koncerterne i Kongens Klub og i

1792

Koncertmester i Kapellet,

dog først efter at man havde henvendt sig til Naumann om at

faa en Udlænding til denne P o st, hvortil den berømte Dresdener

Kapelmester, der under sit Ophold i Kjøbenhavn særlig havde lagt

Mærke til Schall som en meget lovende ung Kunstner, imidlertid

svarede, „at han ikke kunde begribe, hvorfor man langt borte

vilde søge det, som man havde saa nær“.

Schall fik hurtig Navn baade her og udenlands som en ud

mærket Dirigent. Hornisten Turrschmidt, der koncerterede i Kjø

benhavn

1793

, kalder ham „en Mand med mange Talenter, men i

Særdeleshed en af de første Anførere“. Kraft og Udholdenhed,

Selvtillid og Aandsnærværelse, den praktiske Fortrolighed med de

hundrede Smaating, hvoraf et fuldendt Ensemble er afhængigt, det

personlige Kjendskab til hver enkelt af sine Folk, et aarvaagent Øre

og en glimrende Hukommelse, den smittende Begejstring, hvormed

han som første Violin gik i Spidsen for sit Korps, alt dette forenede

han i sin Person. Han var myndig og kunde nok lide at agere

Bussemand, men god af Hjerte, saa at hans Underordnede nærede

ikke alene skyldig Respekt men sand Hengivenhed for ham.

Orkesterforedraget under hans Ledelse var hverken udpenslet eller

stærkt chargeret; det udmærkede sig snarere ved sin Naturlighed.